08 august, 2013

Blokhus Marathon

Blokhus Marathon... en folkefest!

For 6. gang blev Blokhus Marathon afholdt og alle gangene har jeg været med. Et af årets højdepunkter og et løb som jeg altid ser frem til. Der løbes 5, 10, 21 og 42 km. og deltagerantallet er støt stigende og ligger på omkring 1000 deltagere. Det er Saltum Trim der er arrangør på løbet og Martin Jensen er tovholder. Stor ros til Martin for hans engagement.

I år havde jeg valgt at deltage på halvmarathon da jeg skal løbe løbe Viborg 24 timer weekenden efter. Har haft fornøjelsen af at være fartholder de sidste tre år, men måtte desværre melde fra i år. Taktikken var at holde et stille og roligt tempo rundt på de 21 km. og nyde turen. Vejret var som altid super og solen havde fået mange turister til stranden. Forholdene var helt i top. 

Har savnet at løbe halvmarathon. Der er en meget anderledes stemning inden starten end man oplever til marathon. Målgruppen er meget breddere end til kongedistancen og nervøsiteten hos første gangsløberne er stor. For mange er det første gang man skal prøve kræfter med 21 km. Hvordan skal man gribe det an? Skal man løbe samme tempo som når man træner? Hvor meget skal man drikke inden starten? Har jeg nok energi med til turen? Dette er blot nogle af de spørgsmål der opstår hos debutanterne. Spørgsmål som man har lidt mere styr på inden man begiver sig ud på marathon. Når først løbet er skudt igang er der ingen vej tilbage og mange bliver grebet af stemningen og sætter et for højt tempo. Konkurrencegenet bliver vækket til live.

Jeg løb uden ur og kunne ikke følge hverken tid eller tempo undervejs. Blev overhalet af mange på de første 7 km. Valgte at springe depoterne over. Fik kun 2 glas vand undervejs. Havde ikke behov for væske og kunne istedet træne at holde tempoet. Men blev alligevel grebet af stemningen da vi ramte Fårup Sommerland omkring halvvejs. Folk begyndte at sætte tempoet ned grundet varmen og for hårdt udlæg. Jeg satte langsomt tempoet i vejret og hentede en masse løbere. De sidste 7 km. blev en tempotur. Havde gode ben og sluttede i 1.48. Ikke prangende og et godt stykke fra PR. Men havde en rigtig god tur hvor fokus var på oplevelsen. 

Dagen forinden havde jeg været ude og spille firmafodbold. Det er omkring 10 år siden jeg har spillet fodbold og var lidt rusten i omgang med bolden. Men god intervaltræning med masser af små spurter. Det havde desværre den eftervirkning af begge mine lyske samt ankler var stærkt medtaget dagen efter. Var godt stiv i kroppen og det kostede et par ufrivillige dages pauser i denne uge. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar