52/100 Dobbelt op

Hvis jeg ikke kan løbe… må jeg træne ALT andet.

Er kommet til den konklusion at hvis jeg ikke kan løbetræne så må jeg træne alt andet for at styrke samt bevare motivationen. Efter en tur til EM i svømning i Boxen i Herning var der til til et besøg hos Hobro Helsesport. Derefter møde i Mariager for til sidst at tage en aftenløbetur når jeg kom hjem.

Hos Hobro Helsesport blev der trænet balance, lænd/mave samt bryst og skulder. Bruger for det meste kun maskiner til at træne styrke. Træner ikke for at blive STOR men for at styrke kropsholdningen samt gøre led stærkere. Det fungere fint selvom centrets pensionister har flere skiver på end mig. Er begyndt at bruge et vippebræt meget. Mellem hver øvelse står jeg 1-2 minutter på brættet. Det styrker led i både ankler og knæ. Herefter blev det til 30 minutter på crosstraineren. Når jeg træner på den kommer der ingen smerte i knæet. Men den får pulsen op og sveden springer frem. Tænker kort om man kan gennemføre Yukon med kun at træne på en crosstrainer. Måske jeg kan træne 4 timer på en crosstrainer. Skør tanke men samtidig et signal om at jeg endnu ikke har opgivet tanken om at gennemføre. 

Efter mødet i Mariager var det tid til en aftentur. Tænkte over på vej hjem hvilke rute og retning jeg skulle løbe. Har være vant til at bare at løbe til Rebild og hjem igen. 8 km. Jeg ved hvor hver eneste stigning er. Jeg ved hvor lyset er gået ud i lygtepælene. Jeg ved at smerten i knæet kommer ved tandlægen. Jeg ved hvad uret står på når jeg når parkeringspladsen foran Rebildhus. Jeg ved at jeg automatisk løber hurtigere når jeg kommer til huset mellem Rebild og Skørping. Krydser vejen 100 meter efter tanken da jeg ved at det er det bedste/korteste sted at krydse vejen. Måske jeg skulle løbe den anden vej rundt i dag. Måske jeg skulle finde en helt ny rute i Skørping. Da skoene var mont. og uret sat igang gik turen ud på en helt ny rute. Tempoet var højt og humøret i TOP. Zig Zag igennem byen. Havde i dagens anledning taget et knæbind på. Det havde jeg også til Citroen Marathon uden at det hjalp. Men denne gang havde det magiske kræfter. Smerten udeblev og som jeg kom længere og længere frem begyndte jeg at tro på at det måske slet ikke ville ske denne aften. Tempoet fik lige et nøk mere op. Holdt en kort pause ved privat hospitalet. Hvor jeg gik med armene over hovedet i en sand rus… glædes rus over at jeg ikke kunne mærke skaden. Havde lyst til at skrige glæden ud. Men forholdt mig rolig. Tror ikke der er nogle der ved hvor vigtig det her er. Det øjeblik havde jeg ventet længe på. Måske det alligevel var håb forude. Måske min bøn til de højere magter er blevet hørt. Jeg satte igang igen… skruede tempoet endnu mere op. Nu skulle jeg bare hjem og nyde successen. Havde bestemt mig for når jeg åbnede døren så skulle glæden deles med hele huset. Selvfølgelig ville Mille vågne og Line blive sur. Men glæden skulle deles. Ganske rigtig… som jeg havde forudsagt. Mille kaldte ind fra soveværelset… FAAAAR FAAAAR! 8 km. på en fantastisk rute. I et højt tempo. Uden smerter og med fornyet håb på at Yukon alligevel er inde for rækkevidde.

Ved godt af erfaring at skaden lige pludselig kan komme igen. Man skal passe på med at glæde sig for tidligt. Sidste gang kom den midt under en gåtur med hundene. Så det behøver ikke nødvendigvis at være under en løbetur. Men denne gang vil jeg forebygge istedet for at helbrede. Vil i motionscenter hver dag og træne balance og styrke. Nu skal det være. Ser frem til lørdagens marathon i Aars det for alvor skal give et signal om skadens omfang. Imorgen står den på behandling hos Henrik. Tror vi skal satse på en gang massage istedet for. Er bange for at vække den til live igen.