11 august, 2012

Hjerl Hede


Flot rute, høj solskin og godt selskab. Tre faktorer der normalt kan få omdrejningstælleren helt op i det røde felt, men forventningens glæde oversteg klart selv oplevelsen.

Havde set meget frem til dette løb da ruten var meget varieret og bød på noget af DKs aller smukkeste natur. Små singletracks omkring et par store søer, små bakker hist og pist og løb på små broer i vådområder. Det var helt vildt og tiden fløj afsted mens vi hyggede os i et pænt tempo (4,50).

Løb i gruppen med Jesper Hahn, Kim Jensen samt en 3. mand (Bo tror jeg han hed) og der blev gået til den på de små stier. Jeg havde et fint overskud og valgt halvvejs at sætte tempoet op. Fik derfor lagt lidt afstand til de 3 andre som også blev spredt lidt efter. Måske det var derfor at vi/jeg overså en rutemarkering efter små 25 km og efter 27 km. var jeg pludselig tilbage i målområdet. Jeg havde forventet at der skulle løbes en sløjfe på de sidste 15. km. før jeg var i mål, men der opstod en masse kaos og de frivillige hjælpere kunne ikke sige hvad der var sket. Nogle troede jeg var færdig (sluttid 2,06 og ny DKs rekord???) andre forsøgte at finde frem til hvor det var gået galt og en tredie ville tage min chip. REN PANIK! Jeg var rigtig træt af situationen og en stensikker 1. plads blev forvandlet til et mareridt. Efter 4 minutter kom Jesper og Bo i mål og de forstod heller ikke helt forvirringen til at starte med. Vi besluttede efter en kort snak med løbsdirektøren at starte forfra og løbe 7,5 km. ud og vende og løbe 7,5 km. hjem igen og dermed nå op på 42,195 meter (ca.). Efter 3 km. mødte vi Kim Jensen igen, han var også løbet forkert og havde været uden depot i 10 km.

Gassen var gået af ballonen og jeg havde svært ved at finde motivationen til at fortsætte. Ville heller ikke have en DNF på resultatlisten så der var ikke andre muligheder. De sidste 15 km. var rigtige hårde og humøret var på 0-punktet. Løb samlet i mål i tiden 3,33 og stadig som de første. Oplevelsen var bare ikke den samme og det viste sig også at det var det mest udfordrende og sejeste af ruten vi var blevet snydt for. Øv øv...! Det skal dog siges til vores forsvar at den omdiskuterede pil ikke var at finde, og vi derfor var kommet ind på en af de andre distancer og altså i mål laaangt før tid.

Navn
Hjerl Hede Marathon
Sport
Løb
Starttid
11-08-2012 10:30
Distance
42.59 km
Varighed
3t:33m:41s
Gns. hastighed
5:01 min/km
Max. hastighed
2:37 min/km
Kalorier
3191 kcal

Alt i alt en rigtig dårlig oplevelse og jeg synes ikke at pris og kvalitet følges ad til Hjerl Hede marathon. Deltagergebyret var kr. 225,- og der var hverken trøje, medalje eller diplom efter løbet. Ambitioner var store og det med god grund eftersom de har noget fantastisk natur at vise frem. Desværre var logistikken omkring løbet ikke fulgt med ambitionsniveauet.

Jeg ønsker dem alt mulig held og lykke fremover og jeg vil selvfølgelig støtte op omkring løbet næste år og deltage igen. Jeg mangler stadig de sidste 15 km. Tak til gruppen for at holde humøret højt trods en del "modvind" undervejs. Det er fantastisk at løbe med Jesper Hahn som er et kæmpe forbillede for os andre løbere... hans gode humør og altid positive indstilling smitter.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar