02 juli, 2012

90 dage til afgang

Nu er det tid til at skrue op for både kilometer samt forventninger til Jungle marathon.

Selvom der ikke er blevet løbet marathons i de sidste 3 uger samt skrevet på bloggen, har løbeskoene ikke været lagt helt på hylden. Det er blevet til en del trailløb på MTB ruterne i Rold Skov sammen med julemanden og HH samt både MTB og racercykel. Formen er derfor ikke helt væk trods alt... heldigvis.
Har trænet nogle dobbeltpas med bike-and-run og cykling vil være en stor del af min træning fremmod Brasilien. Netop spinning/cykling er Jimmi Olsens hemmelighed bag succesen i Saharas Race og her har jeg fundet inspiration til min træning.

Træningen består de næste 3 mdr. af en masse trailture i Rold Skov og Rebild Bakker. Disse ture vil blive gennemført i et lavere tempo end normalt og jeg vil begynde at løbe med rygsæk for at træne teknik og styrke. Ugens lange tur vil fortsat være marathon/cannonball. Her vil jeg ikke løbe med rygsæk men istedet træne væske og energi indtag og teste hvilke gels mm. der skal bruges i junglen. Vil forsøge at løbe 3 ud af 4 weekender pr. mdr. og ligge 3 dobbelt marathons ind (en pr. mdr.) så jeg får mulighed for at løbe to lange ture i træk. Netop denne træning har jeg god erfaring med fra min træning frem mod MDS2010. Cykling/MTB/spinning skal være et supplement til træningen samt en let omgang styrketræning for at styrke led og muskler.

Jeg har lavet tre delmål:
  • Viborg 12 timer - 100 km.
  • Aalborg 6 timer - 60 km.
  • Mors 100 Mile
Tanken bag disse delmål er at få trænet strategi, væskeindtag, energi samt være igang i mange timer. Mange vil mene, at det er vanvittige delmål (læs Mors) men jeg har en vis sikkerhed i disse 3 delmål, og såfremt jeg gennemfører dem alle i god stil, så har jeg ALLE muligheder for at opfylde mit mål mht. Jungle Marathon også. Såfremt der opstår en skade eller jeg kommer i tvivl med en af delmålene, vælger jeg at stoppe inden, da målet stadig hedder Jungle Marathon. Hverken placering eller tid er relevant i disse tre løb. Glæder mig specielt til Mors 100 Mile - har store forventninger til en god oplevelse, da mange af mine løbekammerater skal løbe det.

MÅLsætning
Erfaringen siger, at det er farligt at melde en målsætning ud, fordi så kan man blive stillet til regnskab bagefter. MEN... jeg har valgt at blæse på janteloven og sætter overliggeren højt til dette løb. Til MDS var målsætningen at gennemføre, og kun en skade vil forhindre mig i ikke at nå målstregen denne gang. Derfor har jeg store forventninger til at klare mig godt i klassementet. Jeg har ingen kendskab til hvem der stiller op til dette løb - udover "the Viking" Jan Vajhøj. En interessant tanke, da jeg udelukkende kun skal fokuser på mig selv og sørge for at være i den bedst mulige form. Først når løbet skydes igang vil jeg have mulighed for at se konkurrenterne an. Uha... jeg glæder mig! Kan jeg undgå skader samt uheld undervejs har jeg en drøm om at være blandt de 10 bedste når jeg løber over målstregen for sidste gang. Skal den drøm lykkes skal jeg være 110% klar fra starten af - både fysisk og psykisk. Rygsækken skal være tip top og mentalt skal jeg være klar til en kamp på liv og død.

Det var lidt omkring mine tanker vedr. Jungle Marathon. Jeg glæder mig helt vild til at komme igang. Mange tror at starten er når løbet skydes igang, men det er det bestemt ikke. Starten gik igår og træningen fremmod startskudet er der hvor kræfterne og viljen til at ville det her bliver afgørende. Når jeg kommer til Brasilien bliver der fløjtet op til finalen, og her vil det vise sig om jeg er nok forberedt. Hvis ikke... kan jeg kun takke mig selv for det. Som motivation vil jeg finde den her blog frem og læse igen og igen... nu har jeg lagt MAKSIMAL pres på mig selv, og jeg vil ikke skuffe hverken mig selv eller læseren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar