Run for Boston

Hamburg Marathon... en folkefest.

Det var efterhånden et stykke tid siden jeg sidst havde deltaget i et større marathon med 20.000+ deltagere. Foruden HC Andersen i 2012 skal jeg helt tilbage til Berlin i 2010. Så et løb af den størrelse og med det kæmpe set up der hører til er altid noget helt specielt at være en del af. Det var samtidig også løbet hvor jeg igen havde en drøm om at sætte ny PR. Havde meldt 2,48 ud som mål og erklæret åbent krig mod såvel Sir Niels som Lektor Jensen. Men det er ikke altid det går som præsten prædiker.

I løbet af foråret er det ikke blevet til den ønskede træningsmængde og TOP formen er længere væk end forventet. I mellemtiden har jeg fået muligheden for at deltage i Hammer Trail på Bornholm, så PLAN B har egentlig været taget i brug i lang tid. PLAN B har betydet flere marathons samt langsommere kilometre og generelt udholdenhedstræning har været foretrukket fremfor tempo. Men drømmen var stadig at løbe hurtigt i Hamburg dog med sub 3 i stedet. Måske optimistisk når jeg har haft svært ved blot at holde tempo 5 i dagligdagen.

Sidst jeg var i Hamburg var i 2010 og dengang hed sluttiden 3,07 og det var 2 uger efter MDS. Tidligt op søndag morgen og direkte i bil til starten. Så historikken var på min side inden start. Denne gang var jeg taget til Hamburg om lørdagen og overnattede på hotel og var derfor udhvilet og frisk til løbet. Lørdagen blev brugt til at lade op til løbet. Ud på messen og hente startnumret og ellers fylde depoterne godt op så motoren var klar til at yde maks i 3 timer. Pasta, cola, pasta og tidlig i seng. Det er opskriften på en ny PR. Tøjet blev lagt klar lørdag aften. Numret sat på trøjen og chipen sat fast i yndlingsskoen. Taktikken var på plads. Ruten fra hotel til start var tjekket 2 gange. 6 SIS gels lagt klar. Flaske med elektrolytter sat på køl. Morgenmaden var klar fra kl. 0600. Moralsk opbakning fra Line og som det sidste to vækkeure sat klar til at ringe kl. 0600. Løbeuret sat til tempo 4,15 og fuld opladet. Løbetights og t-shirt skulle have sæsondebut. Kort sagt... det kunne ikke gå galt.

Kunne jeg bare snige den ind på 2,59 plus det løse ville jeg blive super glad. Men vidste godt inderst inde at chancen var minimal for at nå målet. Havde besluttet at følges med Lasse da jeg regnede med at hans rutine i at løbe under 3 timer ville hjælpe mig i mål. Lasses taktik var at de første 5 km. skulle vi holde speederen i bund og komme forbi de mange løbere i startboksen. Mit ur afslørede at vi lå i tempo 4 hvilket er ca. 15 sek. hurtigere pr. km. end planlagt. Vidste måske godt at det kunne være farligt senere hen men følte mig godt tilpas og fulgte med. Havde et godt flow og følte mig klar. Lasse sagde tidligt at jeg bare skulle løbe hvis jeg havde gode ben. Men den hoppede jeg ikke på igen. Har før været for overmodig når Lasse og jeg har startet ud sammen og med det resultat at han har hentet mig igen ved 30 km. Denne gang valgte jeg at blive ved ham og lade ham styre tempoet. Men pludselig var han væk og jeg kiggede tilbage efter ham. Kunne ikke se ham. Har ham mistænkt for at lade sig falde tilbage og efterlade mig alene. Det var ikke planen.

Havde inden starten læst at der ville være balloner med forventede sluttid på 3 timer. Men kunne ikke finde dem ved starten og var egentlig irriteret over det. Men så længe jeg ikke havde mødt dem måtte de jo være bagved. Delmålet hed 21 km. og så se hvad uret sagde. Havde en forventning om at jeg kunne følge med indtil 28 (2/3) og så lade mig falde tilbage. Her bagefter kan jeg godt se at det måske bare er en dårlig undskyldning for at jeg ikke ville nå målet. Men jeg havde ladet døren stå på klem hvis jeg nu alligevel kunne målet. Hverken fysisk eller mentalt var jeg vel ikke hvor jeg skulle være for at løbe 2,59. Rundede 21,1 i 1.29,15 og var 45 sekunder foran planen. Men havde brugt for mange kræfter for at nå hertil i den tid. Derfor valgte jeg at sætte tempoet ned til 4,25 pr. kilometer og vente på ballonen. Desto længere tid der ville gå inden den kom op, jo større var chancen for at jeg ville nå det til tiden. Havde en forhåbning om at jeg ville nå 30 km. inden den kom. Men et hurtigt regnestykke afslørede at den ville nå mig inden 28 km. Ved 26 km. kom den op med hele feltet bag sig. Jeg puttede musik i ørerne og forsøgte at sætte tempoet op igen... MEN NEJ! Det er som i Tour de France når en rytter bliver indhentet af feltet - umuligt at hænge på. Feltet nærmest spurter fra en og det var også tilfældet her. Ikke engang musik kunne hjælpe mig. Jeg havde prøvet det før og vidste godt det ikke nyttede noget at kæmpe imod. Jeg var færdig.

Skulle jeg istedet prøve at begrænse skaderne og komme igennem i 3.05 eller skulle jeg trække stikket helt ud og blot overleve med kræfterne i behold. Om jeg ville komme i mål på 3.05 eller 3.10 var lige meget. Det havde jeg prøvet før. I stedet for at løbe mig død, valgte jeg at sætte farten ned og blot gennemføre. Jeg slukkede musikken og fandt det store smil frem. De sidste 16 km. skulle nydes. Ved 30 km. kom Lasse op og vi havde været tæt på hinanden lige siden starten. Han er en fighter og trods store smerter kæmpede han sig igen på 3.09. En ikke prangende tid for en løber af Lasses kaliber og han var også skuffet efter mål. Jeg kom ind 5 minutter senere og var glad for min beslutning undervejs. Var naturlig træt men havde det okay. Mentalt var det en lille nedtur da målet ikke blev nået. De sidste 16 kilometer blev jeg overhalet MANGE gange - Thomas Kokholm formådede endda at overhale mig to gange?!?! Selvom tempoet blev sat ned og enkelte kaldte det ultratempo så lykkedes det alligevel at holde mig fra gåpauser det sidste stykke. Dog undtagen i de sidste par depoter.

Konklusionen på Hamburg marathon er, at jeg ikke både kan løbe langt og hurtigt samtidigt. Den konklusion var jeg også kommet til tidligere, men fik det blot bekræftet endnu en gang. Hvorfor ikke bare nyde det? Glem alt om forventninger og pres. Lade uret ligge og løbe som man lyster. Vælge dine kampe med omhu. I stedet for at samle på trofæer og anerkendelse burde et lykkeligt løber liv indeholde gode oplevelser.  Ved godt at det ene ikke udelukker det andet. Men når det første er det vigtigst i 90% kan det ødelægge det sidste når drømmen ikke realiseres. Ambitionerne er stadig de samme. Jeg vil ud og opleve mange flere af disse løb. Mærke suset når man står på startstregen sammen med flere tusinde andre løbere. Opleve stemningen undervejs når tilskuerne skaber en euforisk stemning og bær løberne igennem. Til sidst skal der lyde et kæmpe tillykke til dem som løb deres første marathon i Hamburg samt ALLE dem der satte nye rekorder. En ting er sikkert - Vi fik alle en fantastisk oplevelse som vi kan se tilbage på. Inden starten var tankerne på Boston Marathon og dem som opleve terrorens grimme ansigt.