Et uheld kommer sjældent alene.
Kendte godt svaret allerede da jeg stod op søndag morgen. Det var dagen hvor en DNF ville stå ud for mit navn. Overvejede om det kunne betale sig at tage afsted og forsøge at løbe 42195 meter når smerterne i knæet var de samme som dagen forinden. Skulle jeg i stedet bare blive hjemme og tage en DNS. Did Not Start er mere spiselig end Did Not Finish. Men af respekt for løbsarrangøreren valgte jeg at tage afsted. Det var 5. og sidste gang at der blev afholdt Citroen Marathon på den første søndag i advent. En løb som tiltrækker sig stor opmærksomhed og som har knap 200 løbere på startlisten.
God stemning inden starten hvor alle løberne var samlet i udstillingen. Der var en del lodtrækningspræmier denne dag. Blandt andet 2 startnumre til Rotherdam Marathon - tillykke Tony Bagger. Efter en kort nedtælling blev løbet sat igang. Jeg lå i den sidste tredje del og der blev løbet hurtigt allerede fra starten. Der blev slået et stort hul op til det store midterfelt og når jeg kiggede tilbage var gruppettoen lige bag mig. Kiggede ikke engang på uret men var klar over at mit tempo var lav. Men det var knæet der havde min store opmærksomhed. Der var smertere allerede da jeg løb ud for udstillingen. Men havde et spinkelt håb om at de ville forsvinde og jeg ville gennemføre som så mange gange før. Det skulle bare lige varmes op.
Allerde da vi løber ind i Østerådalen begynder jeg at lave en ny målsætning. Er klar over at jeg ikke kommer igennem idag. Havde forberedt mig mentalt på at jeg ikke ville gennemføre. Nederlaget var derfor ikke så stort. Det er jo også kun et træningsløb. Det store mål hedder jo Yukon. Det er okay at give op. Lyt til kroppen. Forvær ikke skaden og bliv fit for fight igen. Hold kæft hvor var jeg god til at finde undskyldninger for at give op. Fornuften er den bedste undskyldning for at stoppe. Men jeg skulle mindst løbe 3 runder og dermed et halvmarathon. 1 km. senere hed målsætningen 2 runder og måske en gå runde. 500 meter senere hed målsætningen bare at komme i mål og så stoppe. Jeg skulle bare hjem.
Stoppede da jeg kom i depotet igen. Tempoet hed 5,30 og jeg havde løbet væsentligt hurtigere end jeg troede undervejs. Måske jeg kunne have gennemført hvis jeg havde brugt mere tid - det finder jeg aldrig ud af. Løbet blev vundet i 2,45 - VERDENSKLASSE. Det er ikke helt fladt og du skal over broen 6 gange hvor der er en god stigning. Desuden var der en god modvind undervejs og et underlag der kræver fuld opmærksomhed.
Er faktisk ikke så irriteret over at skulle stoppe før tid. Er mere frustreret over at jeg ikke kan komme af med den skade. Hvor lang tid skal jeg døje med den? Hvad skal der til for at den bliver god igen? Vil jeg kunne gennemføre Yukon med skaden? Alle sammen spørgsmål som optager mig meget og som jeg ikke kan svare på. Det er mentalt hårdt.
Er lidt overtroisk.
Når jeg har kæmpet og løbet et godt løb så vinder Brøndby også. Men frygtede aftenens kamp mod FCK. Ikke helt uden grund. Fordi Brøndby valgte samme taktik som mig og lå sig på ryggen og blev kørt over af FCK. 1-3 på Brøndby Stadion. Øv øv…
Et uheld kommer sjældent alene!
God stemning inden starten hvor alle løberne var samlet i udstillingen. Der var en del lodtrækningspræmier denne dag. Blandt andet 2 startnumre til Rotherdam Marathon - tillykke Tony Bagger. Efter en kort nedtælling blev løbet sat igang. Jeg lå i den sidste tredje del og der blev løbet hurtigt allerede fra starten. Der blev slået et stort hul op til det store midterfelt og når jeg kiggede tilbage var gruppettoen lige bag mig. Kiggede ikke engang på uret men var klar over at mit tempo var lav. Men det var knæet der havde min store opmærksomhed. Der var smertere allerede da jeg løb ud for udstillingen. Men havde et spinkelt håb om at de ville forsvinde og jeg ville gennemføre som så mange gange før. Det skulle bare lige varmes op.
Allerde da vi løber ind i Østerådalen begynder jeg at lave en ny målsætning. Er klar over at jeg ikke kommer igennem idag. Havde forberedt mig mentalt på at jeg ikke ville gennemføre. Nederlaget var derfor ikke så stort. Det er jo også kun et træningsløb. Det store mål hedder jo Yukon. Det er okay at give op. Lyt til kroppen. Forvær ikke skaden og bliv fit for fight igen. Hold kæft hvor var jeg god til at finde undskyldninger for at give op. Fornuften er den bedste undskyldning for at stoppe. Men jeg skulle mindst løbe 3 runder og dermed et halvmarathon. 1 km. senere hed målsætningen 2 runder og måske en gå runde. 500 meter senere hed målsætningen bare at komme i mål og så stoppe. Jeg skulle bare hjem.
Stoppede da jeg kom i depotet igen. Tempoet hed 5,30 og jeg havde løbet væsentligt hurtigere end jeg troede undervejs. Måske jeg kunne have gennemført hvis jeg havde brugt mere tid - det finder jeg aldrig ud af. Løbet blev vundet i 2,45 - VERDENSKLASSE. Det er ikke helt fladt og du skal over broen 6 gange hvor der er en god stigning. Desuden var der en god modvind undervejs og et underlag der kræver fuld opmærksomhed.
Er faktisk ikke så irriteret over at skulle stoppe før tid. Er mere frustreret over at jeg ikke kan komme af med den skade. Hvor lang tid skal jeg døje med den? Hvad skal der til for at den bliver god igen? Vil jeg kunne gennemføre Yukon med skaden? Alle sammen spørgsmål som optager mig meget og som jeg ikke kan svare på. Det er mentalt hårdt.
Er lidt overtroisk.
Når jeg har kæmpet og løbet et godt løb så vinder Brøndby også. Men frygtede aftenens kamp mod FCK. Ikke helt uden grund. Fordi Brøndby valgte samme taktik som mig og lå sig på ryggen og blev kørt over af FCK. 1-3 på Brøndby Stadion. Øv øv…
Et uheld kommer sjældent alene!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar