Besøg på Carls hjemmebane og Vendsyssel Trail Marathon.
Igen stod den på lidt søvn grundet arbejde lørdag nat. Denne gang 4 timer men depoterne var fyldt op jeg var mentalt klar til at prøve kræfter med et trail marathon i Jerslev. Temperaturen lå lige omkring frysepunktet da de 15 løbere på marathondistancen blev sendt afsted af Carl. Jeg hundefrøs og var spændt på hvordan krop og hoved havde det efter sådan en weekend med kun 7 timers søvn, 20 timers arbejde om mere end 100 km. løb.
De første par kilometer løb jeg og tænkte på at det ville blive en laaang dag. Kunne ikke finde et flow i mit løb og kom til at ligge alene. Fik smerter i knæet allerede på den første runde af i alt 12. En smerte der blev værre og værre som tiden gik. Måtte gå op ad alle bakkerne og efter små 10 km. måtte jeg også gå ned ad bakkerne. Ikke just det bedste på et trailmarahton hvor det hele tiden går op og ned. Taktikken var at tage en runde ad gangen. Allerede efter 2. runde måtte jeg gå på toilettet. Et valg som betød at jeg kom til at ligge aller bagerst i feltet da jeg kom ud igen. En placering som jeg ikke havde udsigt til at forbedre da min indlagte gåpauser betød at folk susede forbi mig hele tiden.
Det var virkelig op ad bakke idag. Skulle det være dagen hvor jeg for første gang i 110 forsøge måtte kaste håndklædet i ringen. Var indstillet på at det var den sidste udvej. Havde besluttet mig for at jeg skulle løbe 6 omgange og så tage hjem. Når jeg kom hjem skulle jeg så løbe de sidste 21 km. for at komme på 42 km. Men det var alligevel en DNF som ville stå ud for mit navn. Det var jeg ikke meget for. Tænkte tilbage på hvor mange jeg havde været presset undervejs i et marathon for derefter at komme i mål og pludselig ikke kunne genkende den smerte eller træthed der opstod undervejs. Pain is temporary - pride is forever. Men jeg havde heller ikke lyst til at forværre skaden. Kunne også altid bruge den sætning som undskyldning når jeg skulle forklare hvorfor jeg ikke gennemførte.
Halvvejs valgte jeg mærkeligt nok at fortsætte. Det var pludselig ikke en udvej at stemple ud. Tiden hed 2,11 halvvejs. Det betød at jeg lå til en sluttid på omkring de 4,30. Ikke just prangende. Men jeg fortsatte. Igen lykkedes det mig at vende det til noget positivt. Der var skide koldt. Jeg fik trænet et langt træningspas på 4,30. Jeg fik trænet mentalt. Var helt nede i sækken men kom alligevel op igen. Fik trænet taktikken gå-løb-gå-løb. Prøvede at få telefonen til at afspille radio som jeg kunne høre på de sidste 21 km. Men vi var kommet på landet - ingen signal. Radioen blev lukket igen pg lagt i lommen. Pludselig fik jeg følgeskab af Mads Andersen og det var godt for mig. Mads gik på de samme steder som mig og løb i samme tempo. Vi snakkede om løb, arbejde og fremtidsplaner. Super godt selskab og humøret steg. Havde det ikke været for Mads så var jeg nok stået af halvvejs. Men pludselig spiste vi runde for runde og nu kunne jeg se en ende på det her vanvid.
Det var også som om at knæet var blevet varm og jeg kunne nu pludselig sætte tempo. Smerten var væk igen. Mærkeligt at der skal gå ca. 25 km. inden at knæet er klar til at løbe. Vi bevægede os langsomt men sikkert væk fra sidste pladsen og kom i mål på 4,29. Tiden var ikke vigtig. VI KOM IGENNEM. En rigtig arbejdssejr der krævede mentale ressourcer. Men humøret var i TOP på vej hjem i bilen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar