Mors 100

Efter et længere tilløb blev det året hvor jeg skulle prøve kræfter med Mors 100 mile. Et løb som jeg har hørt rigtig meget godt om og som jeg glædede mig helt vild til. 161 km. rundt på øen med et par bakker hist og pist og i selskab med mange gode løbevenner.

Starten gik lørdag kl. 0930 fra torvet i Nykøbing. Efter en kort præsentation af samtlige løbere og deres meritter var starten klar til at blive skudt igang. Det var et rutineret felt der stod klar denne lørdag. Der var tale om løbere der havde prøvet næsten alt fra marathon og op efter. Mine bedrifter falmede lidt i dette selskab - eller rettere Jørgen Wulffs bedrifter.

Personligt havde jeg ingen forventninger til hverken tid eller placering men blot at gennemføre. Havde ikke haft den bedste optakt til Mors og frygtede da også den manglende træning ville kræve sit offer på Mors. Men håbede på det bedste og frygtede det værste. Valgte at løbe uden ur og istedet blot lytte til kroppens signaler og sætte tempoet ned og gå når det blev nødvendigt. Havde dog et lille håb om at nå de 100 km. inden det blev mørkt. Altså inden kl. 2030 ialt 11 timer.

Der blev lagt hårdt ud blandt favoritterne og der gik ikke lang tid før de var ude af syne. Jeg holdt mig til planen og blev i gruppen sammen med HH, Bisgaard, Ole, Mann, Palle og et par stykker mere. Vi holdt samme tempo de første par timer og efterfølgende blev der lidt større spredning i feltet. Bisgaard valgte i sidste øjeblik at stille op til løbet og havde ikke tidligere erfaring med distancen. Hans udlæg bar lidt præg af den manglende rutine. Jeg valgte at følge ham til trods for det lidt for høje tempo. Det var godt selskab. Vi hentede en del af de forreste løbere og rundede de 50 km. i fem timer. Jeg havde det fint og krop og hoved var stadig med mig. Men begyndt at få ondt i knæet.

Smerten opstod først på ydersiden af venstre knæ med spredte sig hurtigt til begge knæ. Katastrofen var ved at indtræffe sig. Havde døjet med det den sidste måneds tid og frygtede at det også ville ramme mig denne dag. Umiddelbart efter depot ved 50 km. var det tiltaget så meget at jeg frygtede at jeg ikke ville kunne gennemføre.  Måtte sige farvel til Bisgaard og ønskede ham god tur. Måtte gå i pit efter 55 km. i depot og smøre begge knæ ind i Voltaren. Håbede at det ville hjælpe. Men ak. Det ramte som lyn fra en klar himmel og jeg kunne ikke engang gå. Knæet låste.

Løberne kom op til mig og trods en super opbakning fra både løbere, depotbestyrer og hjælpere var humøret i bund nu. Prøvede at ringe til Line for at høre om hun ikke kunne komme til depotet med mine Salomon tubes. Ville prøve at tage dem på knæet sammen med Voltaren for at det kunne varme ledene op. Men hun var uden for rækkevidde. Jeg havde to muligheder. Enten at blive i depotet og vente på hende eller begynde at gå og blive samlet op når hun kom forbi. Trods store smerter valgte jeg at gå videre på ruten og vente på hende. Prøvede at ringe og skrive til hende men uden held.

Havde egentlig indstillet hovedet på at stoppe. Hvilket var til stor frustration da det er første gang nogensinde at jeg ville få en DNF. Øv øv! De 5 km. mellem 55 og 60 var de længste km. nogensinde. Håbede på bare den mindste bedring i knæet. Prøvede at benytte mig af flere forskellige gangarter. Men lige lidt hjalp det. På et tidspunkt kommer Benny Bull op til mig og ser frustrationen i mit ansigt. Hans råd er at lytte til kroppen og stoppe. Men han havde et par knæbind som jeg kunne låne. Jeg takkede ja og fik fat på hans følgevogn. De blev mont. på begge ben samt endnu engang Voltaren fra Kitt.

Gik til 60 km. Inden depotet var en stigning der mindede om et BJERG og jeg fik også bekræftet at det var øens højeste punkt. Ren trail der smadrede min knæ endnu mere og gjorde missionen umulig. Efter et kort hvil i havestolen og lidt opmuntring fra PH, valgte jeg at gå videre indtil Line kom. Forsøgte at løbe 100 meter for derefter at gå 100 meter. Det var som om der var en lille bedring. Humøret steg langsomt og et lille håb om at gennemføre meldte sig. Samme taktik blev holdt indtil 65 km. Dog med hovedvægten lagt på gang. Der var langt til de 161 km. hvis jeg skulle gå.

Ved 70 km. dukkede Line og Mille endelig op. Men nu var jeg pludselig ikke klar til at komme med hjem. Nu var der et lille håb om at jeg kunne gennemføre. Valgte at fortsætte. Var løbende igen og jeg begyndte at indhente nogle af de andre løbere igen. Blev lidt overmodig da jeg havde masser af kræfter i behold. Tempoet blev sat og jeg pludselig var humøret højt. Glædede mig til at indhente dem der havde dømt mig ude tidligere. Det var et comeback af dimensioner jeg havde gang i. Pludselig kunne jeg løbe på bakker og endda sætte tempo. Depoterne kom som perler på en snor.

Ved 85 km. mødte jeg Bisgaard. Han sad og varmede sig i en hestetrailer og jeg fik et sjok da han sagde HEJ. Begyndte at skælde ham ud over at sidde der og kigge og foreslog om han ikke skulle med videre. Men han havde taget sin beslutning og ville droppe ud. Jeg havde masser af energi og mod på at fortsætte. Havde aftalte med Line at hun skulle hente mit depot ved 100 km. og køre det til 90. Så ville jeg få tørt tøj og en pandelampe til natten. Grundet min gåtur kunne jeg ikke nå til 100 km. inden det blev mørkt. Ingen tvivl om at jeg ville gennemføre nu.

Hentede både Allan Trans samt Anne Marie mellem de to depoter. Hold kæft hvor var jeg nede i sækken et par timer tidligere og nu var jeg flyvende. Utroligt at der er så stor forskel på top og bund. Vidste godt at jeg kunne overvinde nogle mentale kriser, men den her krise var på grund af en skade. Hvis det kunne lykkes mig at komme igennem trods de smerter så var der intet der kunne stoppe mig. Begyndte dog at få ondt i skinnebene, men det havde jeg også prøvet på Bornholm uden at det stoppede mig. Det ville koste en måneds pause efterfølgende men den pris var jeg villig til at betale. Jeg ville ikke opgive... ALDRIG!

Ved 90 km. stod regnen ned i stænger og jeg var drivvåd og begyndte at fryse. Skiftede alt tøjet og mont. nye sko. Pandelampen blev tændt og efter en kort pause var jeg på vejen igen. Havde brugt musik de sidste par timer og det havde givet mig ny energi. Det glemte jeg ved 90 km. Istedet blev det lyden af regn der skulle følge mig resten af turen. Det var nu sejheden skulle findes frem. Det var nu fårene blev skilt fra bukkene. Jeg var rigtig godt løbende på det tidspunkt. Fik af vide at HH var udgået med ondt i lysken Øv øv. Havde håbet at få kontakt med ham igen så vi kunne hjælpe hinanden. Både HH og Bisgaard var nu ude.

Grundet det kraftige regn begyndte fødderne at gøre ondt. Der var optræk til vabler under trædepudderne og huden begyndte at folde. Men det skulle gøre ondt. Det dårlige vejr var en ekstra motivationsfaktor for mig. Ved 100 km. valgte jeg at gå i depot og at få tørre strømper på igen samt Compeed under trædepudderne. Var jeg pludselig blevet for magelig? Sejheden begyndt langsomt at forsvinde. Bisgaard og HH åbnede en dør på klem for mig. Hvis de kunne give op så var muligheden der også for mig. Pludselig var der en undskyldning for ikke at gennemføre. Negative tanker overtog styringen samtidig med at Line og Mille valgte at køre til Nykøbing og sove.

Der var nu kun 60 km. til mål. 1,5 marathon - PEACE OF CAKE. Tiden var ikke en faktor og jeg kunne gå hjem hvis det var og stadig nå det inden for tidsgrænsen. Men pludselig stod jeg midt på en skovvej i vand til anklerne. Tvivlen om jeg var faret vild indtræf. Kunne ikke se Anne Marie foran og kunne ikke se nogle bagved. Valgte at gå videre på stien. Ingen markering. For H... jeg var træt af det nu. Knæene begyndte at smerte igen. Skinnebenet gjorde mere og mere ondt. Kiggede efter lyset på en bil. Forventede at hvis jeg var faret vild så ville Jann komme og køre mig tilbage på sporet. Havde ikke lyst til at gå tilbage for at sikre mig at pilene viste denne vej. Gik og gik og gik og pludselig var der en pil igen. Jeg var på rette vej. Men underlaget havde igen sat mig tilbage. Smerten i knæene var tilbage.

Ved depotet efter 105 km. satte jeg mig på bænken og tænkte situationen igennem igen. Havde mest lyst til at give op nu. Var ligeglad med det hele. Frøs og var våd fra inderst til yderst. Der var 25 km. til at jeg ville nå til næste depot hvor jeg havde tørt tøj. Prøvede at rejse mig og gå lidt frem og tilbage. Det var slut. Knæene havde givet op. Havde presset dem i mere end 50 km og fortrængt smerten. Benny Bull og hans team kommer i en varevogn og holder ind. Jeg hopper ind for at få varmen. Det var dødsstøddet. Havd svært ved at komme ud af bilen igen. Men ville ikke give op endnu. Jeg havde engang før været i denne situation og alligevel overvundet krisen. Aftalte med Benny og co. at jeg ville prøve at gå videre. De skulle køre mod 110 km. og samle mig op hvis jeg var i problemer.

Gik 500 meter og kiggede tilbage for at se om lygterne på bilen kom mig i møde. Men det gjorde de ikke. Jeg kunne ikke gå tilbage. Jeg var nødt til at fortsætte. Frøs og rystede og kunne ikke bevæge benene selvom hovedet sagde noget andet. Det var slut. Nu var der ikke flere trumfer i ærmet. Havde indstillet mig på den her situation et par gange i løbet af de sidste 12 timer og var egentlig forholdsvis afklaret med beslutningen. Der kørte et par biler forbi og jeg håbede de ville stoppe og samle mig op. Men det gjorde de ikke. Jeg blev frustreret og frøs rigtig meget nu. Til sidst var der endelig en der stoppede og samlede mig op. Det var en fra Pinen og Plagen og jeg sagde at jeg gerne ville udgå. Vi kørte tilbage til depotet og gav besked og herefter gik turen til Nykøbing. Glædede mig til at komme hjem og få et varmt bad. Få det overstået. Ud af hovedet. Løbet var slut. Sæsonen var slut. Jeg havde ikke brug for nogle undskyldninger. Havde ikke brug for medlidenhed.

Da jeg kommer tilbage til målområdet sidder HH og Mads. De var begge gået ud tidligere og var i tørt tøj. Jeg var rigtig træt af at jeg ikke kunne gennemføre løbet. Ked af at jeg ikke kunne opleve den følelse det er at løbe over målstregen efter 161 km. Det at løfte hænderne over hovedet og lade sig hylde. Det at kunne dele begejstringen med ens venner. Har man først prøvet én gang at løbe over målstregen efter sådan et løb så ved man hvor meget det betyder. At kunne dele den glæde med Line og Mille for første gang havde jeg set frem til. Men den drøm blev revet væk tidligt i løbet.

At jeg alligevel fortsatte var bare at udskyde beslutningen. Det var et nederlag af de store. Min første DNF er ikke det værste, men ikke at leve op til mine egne forventninger var et nederlag. Det var dejligt at se alle de glade løbere der havde gennemført i flot stil og deres glæde rørte mig. Jeg ville give alt for at være i deres situation. Jokeren, Carsten Jacobsen, Allan Trans, Frederik Lassen, Conny Brusen m.fl. Det var ægte løbeglæde og jeg er rigtig glad på deres vegne. STORT TILLYKKE til jer alle. Håber at jeg får muligheden på et tidspunkt til at opleve dette. Mors 100 er et fantastisk løb. TAK til Pinen og Plagen. Alle de frivillige der ligger et kæmpe arbejde i at få os løbere til at føle os som noget helt specielt. De mange positive tilråb. Tak til BULL brødrene som altid med deres gode humør får smilet frem og hjælper når der behov for det. De mange lokale på øen der stod og heppede undervejs - specielt hende den ældre dame midt ude på landet, der tilbød at jeg kunne låne hendes sofaen fordi det regnede. Tak til dem som kørte mig til Nykøbing (kan ikke huske navnet, men han cyklede med de forreste de første 40 km.). Tak til alle mine gode løbevenner som gjorde deres til at fylde mental brændstof på mig. En stor tak til Line som valgte at bruge en hel weekend på at følge mig rundt på ruten. Selv når det så allerværst ud så stod hun klar med opmuntrende kommentarer selvom hun nok godt kunne se at det var slut.

Jeg kommer uden tvivl tilbage til Mors. Det er et fantastisk løb som jeg gerne deltager i igen.

Status

30 dage uden aktivitet på bloggen skal erstattes af en status på dagsformen. Har ikke været motiveret til hverken træning eller blogging og har valgt at se frem mod nye udfordringer.

Viborg 24 timer: Havde et helt klar mål der hed 205 km. og taktikken var klar inden start. Men overvurderede egne evner og måtte for 3. gang kapitulere i Viborg. Endte på 125 km. og valgte at stoppe efter 15 timer. De 102 km. blev klaret på 11 timer og jeg var ved godt mod. Men derfra gik det kun ned ad bakke og kl. 0300 valgte jeg at stoppe. Øv øv! Lå godt til i klassementet. Udsigt til at gå de næste 9 timer for blot at holde en podieplacering, kunne ikke motivere mig. Det overordnede mål hed 205 km. Har efterfølgende besluttet at 24 timer ikke er noget for mig. Det er for lang tid og meget kedeligt med et rundeløb i så mange timer. Jeg har egentlig stået i samme situation før og med samme konklusion, men denne gang har jeg tænkt nøje over det. Vil nok foretrække det halve næste gang.

Trappeløb i Vejle: Meldte afbud grundet problemer med skinneben og knæ. Mentalt havde jeg svært ved at sætte mig op til 15 timers trappeløb. Har det ikke godt med at melde afbud til en udfordring og måtte også efterfølgende ligge øre til nogle drillerier på FB.

Aalborg 6 timer: Istedet for trappeløbet valgte jeg at tage til Aalborg og løbe 6 timers løb i Østre Anlæg. Havde et mål der hed 60 km. og dermed en god træning til Mors. Desværre måtte jeg stoppe ved 50 km. da knæet igen begyndte at drille. Et godt løb hvor især Kim gjorde sig bemærket med en løbsrekord på 75 km. En rekord som jeg går 100% efter næste år når formen er bedre. Tror at 6 timers ligger bedre til mig.

Mt. Blanc: Endelig en succeshistorie! Weekenden efter gik turen til Frankrig hvor Kasper og jeg skulle bestige Mt. Blanc. En fantastisk oplevelse hvor der blev afprøvet nogle grænser. Utrolig hård udfordring der krævede  maks. fysik. Helt sikker en udfordring jeg godt kunne forestille mig skal prøves igen i fremtiden. Nye bjerge er allerede i kikkerten. En mere detaljeret beskrivelse om turen kommer snart til venstre i menuen.

Naturpark Thy Marathon: Gensyn med 42195 meter i Nationalparken. Fantastisk selskab med Brian, Bisgaard og Rene P. De er godt løbende de gutter og jeg måtte da også finde nogle skjulte ressourcer frem de sidste 10 km. Lå til en sluttid på omkring 3,30 men grundet mit sammenbrud kom vi ind i 3, 39. Det er lang tid siden jeg har løbet i det tempo. Har ikke den sejhed som mange marathons giver og jeg skal kæmpe de sidste 10 km. for at komme i mål. MEN... det skal være slut. Glæder mig til igen at kunne løbe tempo 5,00 uden problemer. Frygter lidt Mors efter denne tur, men håber at min rutine kan få mig igennem. Det bliver i et helt andet tempo.