09 september, 2013

Status

30 dage uden aktivitet på bloggen skal erstattes af en status på dagsformen. Har ikke været motiveret til hverken træning eller blogging og har valgt at se frem mod nye udfordringer.

Viborg 24 timer: Havde et helt klar mål der hed 205 km. og taktikken var klar inden start. Men overvurderede egne evner og måtte for 3. gang kapitulere i Viborg. Endte på 125 km. og valgte at stoppe efter 15 timer. De 102 km. blev klaret på 11 timer og jeg var ved godt mod. Men derfra gik det kun ned ad bakke og kl. 0300 valgte jeg at stoppe. Øv øv! Lå godt til i klassementet. Udsigt til at gå de næste 9 timer for blot at holde en podieplacering, kunne ikke motivere mig. Det overordnede mål hed 205 km. Har efterfølgende besluttet at 24 timer ikke er noget for mig. Det er for lang tid og meget kedeligt med et rundeløb i så mange timer. Jeg har egentlig stået i samme situation før og med samme konklusion, men denne gang har jeg tænkt nøje over det. Vil nok foretrække det halve næste gang.

Trappeløb i Vejle: Meldte afbud grundet problemer med skinneben og knæ. Mentalt havde jeg svært ved at sætte mig op til 15 timers trappeløb. Har det ikke godt med at melde afbud til en udfordring og måtte også efterfølgende ligge øre til nogle drillerier på FB.

Aalborg 6 timer: Istedet for trappeløbet valgte jeg at tage til Aalborg og løbe 6 timers løb i Østre Anlæg. Havde et mål der hed 60 km. og dermed en god træning til Mors. Desværre måtte jeg stoppe ved 50 km. da knæet igen begyndte at drille. Et godt løb hvor især Kim gjorde sig bemærket med en løbsrekord på 75 km. En rekord som jeg går 100% efter næste år når formen er bedre. Tror at 6 timers ligger bedre til mig.

Mt. Blanc: Endelig en succeshistorie! Weekenden efter gik turen til Frankrig hvor Kasper og jeg skulle bestige Mt. Blanc. En fantastisk oplevelse hvor der blev afprøvet nogle grænser. Utrolig hård udfordring der krævede  maks. fysik. Helt sikker en udfordring jeg godt kunne forestille mig skal prøves igen i fremtiden. Nye bjerge er allerede i kikkerten. En mere detaljeret beskrivelse om turen kommer snart til venstre i menuen.

Naturpark Thy Marathon: Gensyn med 42195 meter i Nationalparken. Fantastisk selskab med Brian, Bisgaard og Rene P. De er godt løbende de gutter og jeg måtte da også finde nogle skjulte ressourcer frem de sidste 10 km. Lå til en sluttid på omkring 3,30 men grundet mit sammenbrud kom vi ind i 3, 39. Det er lang tid siden jeg har løbet i det tempo. Har ikke den sejhed som mange marathons giver og jeg skal kæmpe de sidste 10 km. for at komme i mål. MEN... det skal være slut. Glæder mig til igen at kunne løbe tempo 5,00 uden problemer. Frygter lidt Mors efter denne tur, men håber at min rutine kan få mig igennem. Det bliver i et helt andet tempo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar