09 november, 2015

97 dage til start


DOBBELT marathon

Så blev de 100 dage skudt igang med et dobbelt marathon. Det er næsten 2 år siden jeg har løbet to marathonløb på en weekend. Fredag var hviledag, lørdag marathon hos Bjarne i Hals og søndag gik turen til Tors hjemmebane Rudersdal. 

Var spændt på hvordan krop og hoved ville reagere på 84 km. fordelt over 28 timer. Netop af samme grund valgte jeg at holde fri fredag for at være restitueret. 

Lørdag var i selskab med Thomas og Morten fra Valmuevej. Thomas og jeg havde planlagt at løbe hel og Morten halvmarathon. 6 runder á 7 km. og så var der fyraften. Vi aftalte at følges ad i de første 3 runder og så vurderer om tempo og dagsform gjorde vi kunne følges i yderligere 3 runder. Morten ramte en god dag og nåede op på 35 km. inden han stemplede ud. På 5 runde satte Thomas og jeg farten op midtvejs og holdt et pænt tempo på under 5. Den sidste runde skulle bare overstås og prisen for de 4 hurtige kilometer skulle betales. Tempoet kom ned og der skulle graves dybt for ikke at gå i stå. Tiden blev 4.05 og taktikken om at gemme lidt krudt til søndag holdt nogenlunde. Havde fået for lidt at drikke og havde hovedpine efter løbet. Energiindtaget var udelukkende Chews og Endurance fra 32GI. Har egentlig gode erfaringer med 32GI og det er skånsom ved maven.

Søndag gik turen til Rudersdal sammen med Henrik. "Bussen" kørte kl. 06 og benene var tunge fra om lørdagen. Spændingsniveauet var højt. Vi havde meldt os til 4 timers gruppen med start kl. 10.30. Så gælder det bare om at holde tempo 5,25 - 5,35 hele vejen rundt. Slipper du gruppen risikere du at fare vildt. Ruten er ikke særlig godt mærket op og har du ikke lokalkendskab så kommer du ikke i mål. Selv gruppen før os løb forkert grundet dårlig afmærkning og det var et rutineret felt. Taktikken var at drikke rigeligt, spise ofte og ellers ligge på hjul hele vejen rundt. Den taktik holdt 100%. Vi kom ind i 4 timer plus det løse. Dog var jeg tæt på at slippe flere gange de sidste 10 km. og lade mig falde tilbage til de langsommere grupper. Den mentale styrke blev sat på prøve men heldigvis vandt viljen til sidst. Jeg kom i mål sammen med gruppen og var MEGA glad for at have gennemført de to marathonløb. 3,5 liter væske (halv Endurance), 4 stk. Chews, marcipanbrød, banan og lidt vingummi blev indtaget og det passede fint. Skal træne i at indtage mere endnu.

Taktikken på Sri Lanka bliver at "ligge på hjul". Derfor skal den taktik trænes hjemmefra. Holde tempo, ikke slippe undervejs og grave dybt når det gør ondt. Starte lidt defensivt og ellers bygge på undervejs. Den afgørende etape bliver 5. hvor distancen ligger på 70-80 km.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar