Pre race:
Det er faktisk næsten 2 år siden jeg første gang drømte om at løbe UTMB. Desværre var heldet ikke med mig først år i lodtrækning og jeg måtte vente yderligere et år før mit navn kom op ad hatten. De 7 point var samlet til Hammer Trail på Bornholm og Jungle Marathon i Brasilien. Desværre blev der ikke plads til min gode løbeven HH, men jeg er sikker på at der venter ham en fantastisk oplevelse næste år når han kommer til Chamonix. Mailen med starttilladelsen tikker ind allerede i januar så der er god tid for den ihærdige løber til at forberede sig. Ikke kun fysisk men også udstyrsmæssigt da der bliver stillet specifikke krav til den del. Desværre havde jeg indtaget en form for "imorgen løber". Det er sådan en der hele tiden siger at imorgen så løber jeg en tur. Var ramt at fuldstændig motivationssvigt efter min tur til Canada. Prøvede at overbevise mig selv om at 80/20 reglen var gældende til UTMB. 80% mental power og kun 20% fysisk styrke. Desværre viste det sig at være en forkert iagttagelse.
Ingen grund til at bruge mere tid på forberedelsen. Der var ikke nok kilometer i benene og selv hovedet havde svært ved at følge med når de 168 km. blev gennemgået på kortet inden afgang. Allerede her burde jeg havde sagt til mig selv - BLIV HJEMME! Turen var planlagt som en familietur med Line og Mille og så ellers bare afsted ned over den tyske autobahn. Men også her var jeg for sent ude mht. booking af værelse, og det endte med at jeg måtte efterlade familien hjemme og tage en lyntur med flyveren. Heldigvis kunne jeg bo Thomas Dupont og co. Men min mangel på forberedelse var endnu et tegn - BLIV HJEMME! Det kræver is i maven at køre over for rødt mere end en gang i et trafikkeret kryds. Jeg ignorerede samtlige advarselslamper undervejs og kørte i højt tempo over for samtlige røde lys i min færden mod startstregen. Regel nummer 1. Hvis ikke du er mentalt hvor du skal være inden så stort et løb, så skal du slet ikke stille op til start. Hvis ikke du er sulten efter at nå det mål du har sat dig, så skal du slet ikke stille op til start. Hvis ikke dit fundament på hjemmefronten er stabilt og du har for mange uafsluttede sager i rygsækken, så skal du ikke stille til start. Det er en meget vigtig lærdom som jeg har noteret mig efter turen til UTMB. Den vil jeg nu leve efter fremadrettet.
Vel ankommet til Chamonix og installeret i Dupont Manison er jeg nu klar til at indtage Mont Blanc.
Der er sky høje forventninger til en som har vundet Yukon. Det mærkede jeg for alvor da jeg første gang trådte ind ad døren og mødte Thomas. For mig har Yukon hele tiden været et ganske almindeligt ultraløb i det nordvestlige Canada - men jeg er jo også jyde. Der blev snakket ny dansk rekord til UTMB og der blev snakket en placering i top 3 af danske løber og det var med statsgaranti. Hele tiden prøvede jeg neddrosle forventningerne og istedet fokuser på de bløde værdier om at hygge sig, en god oplevelse og dejlig natur. Men inderst inde var jeg ved at pisse i bukserne af nervøsitet. Jeg vidste godt at jeg ville blive rykket midt over når først løbet blev skudt igang. Jeg var ikke hvor jeg skulle være og ilden var slukket. Viljen var væk. Magien forsvundet. Hovedet var langt fra de 80% som er påkrævet for overhovedet at komme i nærheden af at kunne gennemføre sådan et løb. Jeg kan huske jeg på et tidspunkt udtalte at jeg ville løbe mig i form på de første 100 km. og så sætte en spurt ind. Det var en vild udmelding men samtidig det eneste håb jeg havde.
Jeg ankom 2 dage inden starten og den helt specielle stemning der er i Chamonix denne uge blev indhaleret og nydt i stor stil. Hold kæft en fed stemning. Der er løbere alle vegne og der bliver snakket udstyr, taktik, forventninger og fortalt gamle røverhistorier. Man glemte helt hvorfor man var der og det hjalp faktisk på nervøsiteten. Men inderst inden vidste man jo godt at den store dag nærmede sig. Der blev tjekket vejrudsigt hver time. Der kom regn - meget regn. Ikke den bedste optakt for mig. Men det var jo ens for alle. Udstyret blev pakket om igen og igen for til sidst at blive tjekket og godkendt. Der var styr på det. 2300 løbere skulle sendes afsted på ruten fredag aften kl. 1730. Knap 75 nationer er repræsenteret. Det bliver ikke meget større.
Der blev fyldt godt på depoterne dagene op til løbet. Team Dupont var et rigtig godt bekendskab og Andreas og Jonas fik os til at føle som verdensstjerne. Der var morgenmad med scrambled eggs og ristet brød. Der var pasta om aftenen og altid kolde Colaer på køl Sjældent har jeg oplevet sådan et engagement hos hjælperne - TAK. Der var tilmed inviteret kamerahold samt moralsk opbakning fra Thomas´ kone til Chamonix. Der manglede INTET. Men der var samtidig også lagt maksimal pres på Thomas om at intet mindre en finisher vest var accepteret. Hvilket han selvfølgelig levede fuldt op til. Du er sku en af de sejeste jeg har mødt og så går du endda under navnet "den lille fede". Det kan godt være at jeg ikke nåede mit personlige mål og måtte tage hjem med forliste drømme. Men til gengæld fik jeg nogle super gode bekendtskaber i Chamonix og jeg glæder mig til at møde jer igen til Trailman i oktober.
Løbet var sat til at starte den 29. august kl. 1730. Det var første gang jeg skulle starte så sent og med natten lige om hjørnet var jeg nervøs for ikke at kunne holde mig vågen i mere end 48 timer hvilket ville være nødvendigt for at gennemføre inden for cutt off. Jeg var spændt. Spændt på at komme igang med løbet og dets udfordringer. Men nervøs for hvad der ventede mig. Tænkte hele tiden på Hammer Trail som jeg løb året forinden på ca. 24 timer og det var en super oplevelse. Kunne jeg bare genkalde den energi som jeg havde der, så skulle det nok gå. Som tiden nærmede sig 1730 begyndt skyerne at trække sig sammen og der blev mørkere og mørkere over Chamonix. Vi stod klar i centrum 60 minutter inden afgang og mange havde allerede være der i lang tid. Vi fik ønsket hinden god tur (Thomas, Allan og jeg) og det obligatoriske holdbillede blev taget. Allan og jeg listede forsigtigt ind i midten af feltet. Jeg havde en plan om at komme så langt frem som muligt så jeg ikke ville blive fanget i en flaskehals på det første bjerg allerede efter 8 km. Uha der var sommerfugle i maven. Jeg prøvede at tænke positive tanker. Tasken sad rigtig godt. Depoterne er fyldt up. Der vand i den venstre drikkeflaske og energi i den højre. Alt udstyret er pakket i små plastic poser så jeg var forberedt på hvis det skulle begynde at regne. Gels, snickers, Kitkat, vingummi, energibarer og en bøn om godt vejr. Men i minutterne op til starten åbnede himlen for sluserne. NEJ NEJ. Mit værste mareridt var netop begyndt. Mentalt var jeg ikke forberedt på regn. Prøvede at berolige mig med at det jo ens for alle og kun de stærkeste overlever så derfor måtte jeg være sej. Heldigvis havde jeg taget et regnslag med i sidste øjeblik og det var jeg super glad for nu. Det sørgede for at både jeg og tasken forblev tørt de første mange timer.
