04 marts, 2014

Idrætskonsulenten tæmmede vildnisset



I 100 dage forberedte Johnny sig på at gennemføre verdens koldeste ultraløb i Yukon, Canada.

Af Jon Tolstrup Jensen

”Jeg tror ikke på talent. Kodeordene er vilje og hårdt arbejde. Jeg er blevet bidt af at løbe. Har man først oplevet at klare sine mål gennem hård træning, så følger et ubeskriveligt humør. Det oplever jeg, når jeg klarer ultraløb.”

Gennem hele sit liv har 35-årige Johnny Wulff Andersen været optaget af at dyrke sport og holde sig sund. I januar måned kulminerede 100 dages hård træning med verdens koldeste ultraløb i Yukon, Canada. Johnny havde sat sig for øje at deltage i 300mils-løbet, som på mange virker afskrækkende, men ikke for ham.

Siden 19. maj 2008 har Johnny medvirket i tæt på 100 maratonløb, gennemført et jungleløb i Brasilien, samt et løb på 250 kilometer gennem Saharas voldsomme temperaturer. Johnny har gennem sine løb opnået erfaringer, der hjalp ham med at træne op til Yukon Arctic Ultra, som skulle være højdepunktet i ekstremløberens imponerende løbsliste.

”Jeg havde løbet 250 kilometer og var halvvejs, da jeg fik skinnebensbetændelse. Det var smertefuldt, men man kan løbe kort efter, dernæst bliver det ubehageligt. 250 kilometer ville være næsten umuligt. Efter 20 timer uden hvil med skinnebensbetændelse, der satte jeg mig under et træ midt om natten. Jeg var mentalt udmattet og træt. Meget træt,” fortalte Johnny.

Mentalerfaring gjorde udslaget

Johnny havde fra tidligere løb fundet ud af, at enhver krise kunne overvindes, hvis man havde de rette værktøjer til at komme igennem kriserne. Det var tilfældet, da Johnny sad i det canadiske vildnis og overvejede sin deltagelse.

”Det er nu eller aldrig. Jeg får kun én chance. Jeg gad ikke se alle folk i øjnene og sige, at jeg ikke kunne klare det. Jeg var villig til at betale prisen for skinnebensbetændelse – bare jeg kom igennem løbet,” sagde Johnny Wulff Andersen, mens han tilføjede, at skinnebenene stadig gjorde ondt.

Den mangeårige interesse for løb har betydet, at Johnny i dag arbejder som idrætskonsulent i Mariagerfjord Kommune. Johnnys erfaring inden for løb har gjort, at han til daglig er med til at udvikle og afholde events, der sørger for, at borgerne og især børn kommer ud og prøver kræfter med alternative idrætsgrene.

Idrætskonsulenten deler glæden ved sport


For Johnny er løb ikke udelukkende egne præstationer, derimod nyder Johnny at dele glæden for idræt med andre. Gennem Johnnys arbejde i Mariagerfjord Kommune er han kommet i berøring med en masse unge, som Johnny hjælper igang med idræt, især børn med sociale vanskeligheder har Johnnys fokus.

Johnny var ikke klar på endnu et eventyr i vildnisset. Det kunne tidligst blive til sommer, hvor næste udfordring for Johnny bliver Ultra-Trail du Mont Blanc.

“Man skal huske at sætte sig ned og nyde bedrifter og oplevelse, som man har klaret. Mange har for travlt med at sætte nye mål og nye udfordringer. Så glemmer man egentlig det, som man oplever.”

02 marts, 2014

Foredrag Kulturcafeen Skørping

Var blevet inviteret til at holde et oplæg på 15 minutter på Kulturcafeen i Skørping. Generelt afholder jeg mig fra at holde korte oplæg da det er næsten umuligt at koge 100 dages forberedelse ned til 60 minutter. Men da det var på hjemmebane gjorde jeg gerne en undtagelse og det endte jo også med at oplægget kom til at vare 30 minutter.
Der var mødt mange kendte ansigter op denne dag og det var første gang at jeg skulle fortælle omkring løb i Skørping. Derfor var der lidt sommerfugle i maven, men det gik super godt og der var positiv tilbagemeldinger efter arrangementet.

Se filmen og bliv inspireret til et foredrag i din forening eller virksomhed.

Kontakt jony_andersen@hotmail.com eller tlf. 40 83 49 93