Fantastisk gensyn med stormesterens hjemmebane.
Slaget skulle stå den 14. december i Aars. Dagen hvor jeg igen ville være fit for fight og kunne løbe 42195 uden smerter i knæet. Men det var samtidig også med en vis spænding at jeg begav mig mod Aars. Hvad nu hvis skaden ikke var helet? Hvad nu hvis den kom igen? Hvad ville jeg så gøre?
Havde besluttet mig for at stoppe lige så snart jeg mærkede et tilbagefald. Noget der ville være fuldstændig utænkelig for blot seks måneder siden. Quit is not an option. Havde aldrig tidligere fået en DNF. Men nu var det pludselig det store mål der var det vigtigste. Disse marathons var jo blot midlet for at nå der til. En god gang træning - ikke mere end det. En tankegang jeg nok skal vende mig til. Lyt til kroppen og ager ud fra det. Man bliver vel ældre og klogere.
Jeg ankommer til Aars tennisklub kvart i ti. God tid og med tårnhøje forventninger. Kigger rundt for at finde de andre løbere. Men der er ingen. Er det den forkerte dag? Pulsen stiger allerede og da jeg spørg nissepigen i depotet hvor de gemmer sig, siger hun blot: Jamen de er da løbet! WHAT??? Humørbarometeret falder lige et par grader der. Hvornår er de løbet og tror stadig hun tager pis på mig. De løb her kl. 0930. Ups… det havde jeg ikke set. Er det bare den almindelig rute vi skal ud på? Naaarj det mener hun ikke - men følg skiltene.
Springer prologen over og følger markeringen rundt på den 4,2 km. lange rute. Jeg giver den lidt gas i starten for at se om jeg kan nå dem. Møder ikke nogen på den første runde. Men på vej ned til depotet igen kommer de løbende imod mig. Det er et vendepunkt. Allerede på anden runde kommer jeg op til de bagerste løbere. Denne dag skal blot være en test og jeg tager mig tid til at følges med de forskellige grupper. Får en god snak med Martin Grøn, PH, Søren fra Grenaa, Eegholm, Jens, Bengt (skal nok lade være med at offentliggøre din lumre historie…), Dr. Løb, Vagn, Martin Thomsen (selvom han bare løber i fuld fart forbi) - super selskab der er samlet denne dag.
Mærker intet til knæet. Måske fordi mine tanker var et helt andet sted. Der bliver indlagt små sprint hvergang jeg skal op til en ny gruppe foran. Specielt de 3 km. op til Vagn trak tænder ud og slog mig lidt ud. Måtte efterfølgende slippe ham igen. Der skulle kæmpes for de sidste to runder hvor mudder og markvej trak de sidste krafter ud af mig. Efterfølgende skulle prologen løbes inden målgang.
Kom i mål i 3,38 (netto) og det var langt over forventning. Men vigtigst af alt uden smerter. Så med rettidig omhu så tror jeg at skaden er ovre. Ville gerne løbe et marathon igen allerede imorgen i Brønderslev men har valgt at blive hjemme og løbe med søndagsløbeklubben.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar