17 november, 2013

28/100 Romkuglemarathon

42195 meter i Hjallerup og med Henrik Henriksen som æresgæst.

Har glædet mig til denne weekend hvor der igen skulle prøves kræfter med et dobbelt marathon. Det første af en lang række dobbelt marathons i løbet af de næste par måneder. Samtidig med at det skulle være en festdag da min gode løbeven Henrik Henriksen rundede sit marathon nummer 100 skulle det også være startskuddet til en wellness weekend. Knap 200 løbere havde fundet vej til Hjallerup denne dag, hvor distancerne hed hel, halv og rundeløb.

Det var et dejligt gensyn med gode venner og Hjallerup som er DKs marathon by nummer 1. 13 runder skulle vi rundt i området omkring markedspladsen og Hjallerup Skole. For hver runde havde vi mulighed for at gå i depot i skolen, hvor et sand overflødighedshorn af søde sager fyldte det flere meter lange bord. Taktikken var at gå i depot for hver tredje runde og kun drikke vand og saft samt spise banan og æble. Taktikken blev holdt fra start til slut. Løb i gruppe med Mogens Pedersen det meste af vejen. Men Mogens er ikke kendt for at bruge tid i depotet og det betød at jeg skulle skrue lidt op for tempoet hver gang jeg var i pit for at hente ham igen. Men rigtig godt selskab, hvor de alt mellem himmel og jord blev vendt. 

Men havde en plan om at følges med Henrik de sidste kilometer i mål, så jeg kunne være med til at fejre min gode ven. Derfor sagde jeg farvel til Mogens med 4 runder igen. Gik fra depotet og mødte kort tid efter Lasse fra Sport de LUXE. Vi fulgtes ad og snakkede lidt udstyr til Yukon. Sport de LUXE og Salomon er netop sponsor på den del. Der gik et par kilometer hvor flere løbere overhalede mig med en kommentaren: Er du skadet eller blot gået kold? Efter 2 kilometer kom HH op til mig og vi slog følgeskab de sidste 10 kilometer. Dejligt at kunne være med til at løbe sammen med ham det sidste stykke frem mod hans marathon nummer 100. Dog skal det lige siges at HH var blevet træt. Der blev indlagt nogle gåpauser frem mod målstregen, men humøret var stadig højt og han udtalte flere gange at han glædede sig til at modtage folkets hyldest og løfte den eftertragtede vandrepokal over hovedet - TILLYKKE MIN VEN! 

Vi kom i mål i tiden 3,43 og indsatsen er godkendt. Havde en rigtig god dag i Hjallerup og ben og hoved havde det efter forholdene ganske godt. Ser frem til turen imorgen. 

Glæder mig faktisk til disse løb. 
  • De første 21 km. gælder det om at få varmet motoren op og finde ind ind i en rytme. 
  • De næste 10-12 kilometer oplever man nogle små kriser - ikke noget alvorligt. Forsøge at holde tempo og rytme og fortsætte de gode tanker på øverst etage. 
  • De sidste 10 kilometer venter man bare på at der skal komme lidt større kriser. Det er netop her at man lærer noget af disse lange ture. Det er her man skal arbejde med sig selv og overvinde kriserne. 
Du kan faktisk selv fremkalde disse situationer ved at sætte tempoet højere end normalt. Du løber tør for brændstof. Benene bliver tunge og pulsen stiger. Det er nu der skal findes nogle ressourcer frem. Hvis du ALTID spiller på det sikre oplever du aldrig disse situationer og din evne til at overvinde udfordringen er svækket. Prøv at lade være med at spise morgenmad og gi´ den fuld gas på de første 21 km. og se hvordan du overlever de næste 21. Det kræver en mental styrke ud over det sædvanlige.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar