23 november, 2012

40 dage

Igår var det nøjagtig 40 dage siden jeg gennemførte sidste etape af Jungle Marathon. Tiden er gået overraskende hurtigt efter jeg er kommet hjem og det er blevet hverdag igen. Men tænker tit tilbage på den kæmpe oplevelse det var at deltage i sådan et stort løb. Havde helt glemt hvor tomt der egentlig er efter sådan et løb. Her går man i næsten et år og lader op til løbet mentalt og de sidste tre mdr. inden er det den fysiske træning der bliver mere og mere målrettet. MEN lige pludselig står man bagefter og opdager det hele er slut. Lyset er blevet tændt det sidste nummer er lige spillet og nu er det hjem og sove. Lidt ligesom en god fest der slutter alt for tidligt. Jeg oplevede lidt det samme efter MDS i 2010 men her fortsatte jeg med at deltage i løb da jeg kom hjem. Det har jeg valgt ikke at gøre denne her gang. Derfor er livet efter junglen lidt mere følelsesladet... og som Kim Larsen synger: Om lidt bliver her stille - den får pludselig en helt anden betydning. Nu har jeg mere tid til at tænke samt evaluere oplevelsen.
Efter hjemkomsten har jeg mødt mange mennesker som har spurgt ind til turen og hvordan der var i junglen samt en masse lykønskninger. Det er dejligt at så mange interesserer sig for netop min tur til Brasilien. Det er samtidig med til at gøre den til noget helt specielt, og samtidig fylder den mig med vis portion stolthed over at have gennemført det. Men der skete så mange ting at 5 min. small talk er alt for lidt til at kunne danne et billede som lytter. Der er så mange oplevelser som jeg gerne vil dele og fortælle om - film, billeder og historier der skal deles.
Mit første foredrag var i onsdags hos Sport de LUXE i Aalborg. Det var med en vis nervøsitet jeg gik ind til opgaven. Der var mødt omkring 60 lyttere frem på dagen - om det skyldtes de gode rabatter eller besøget af den ALT vidende Salomon mand der præsenterede de nye nyeste produkter indenfor trail, skal jeg lade være usagt. Men mange af mine gode løbevenner var til stede denne aften. Det var jeg rigtig glad for. Selvom det er svært at imponerer dem med mine bedrifter, da mange af dem er meget mere aktive på den scene end jeg selv er. Men havde fået en time til at fortælle om turen - en time er desværre ikke nok. Der var skruet op for tempoet og beretningen var skåret ned til 2 etaper fra Junglen, men jeg tror de fik et godt indtryk af hvilken strabadser jeg havde været igennem. Synes det er rigtig lærerigt at være ude og holde disse foredrag. I manges øjne er det galskab at kaste sig ud i sådanne oplevelser, men i mine giver det motivation til igen at prøve kræfter med sådanne udfordringer. Som min gode Christian sagde efter foredraget: hold da kæft, jeg troede ikke det var så vildt. Total respekt Johnny Wulff :-)
Glæder mig allerede til det næste foredrag i januar måned i Hadsund Kulturcenter - mere info herom senere. 


1 kommentar:

  1. Fedt Johnny. Håber jeg får mulighed for at høre et af dine andre foredrag.

    SvarSlet