26 august, 2012

Blod, sved og tårer.

Gensyn med Aalborg 6 timers løb blev en blandet fornøjelse.

Målet om at nå de 75 km. og dermed ny PR lykkedes desværre ikke denne gang. Men løbet lærte mig en lektion eller to og den erfaring tager jeg med næste gang målet hedder 75 km. Igen var stemningen helt i top og der mødte mange tilskuere frem i løbet af dagen og heppede på os. Ruten var ligesom sidste år en rundstrækning inde i Østre Anlæg på 942 meter, som skulle gennemløbes fleste gange på 6 timer. Super vejr med høj solskin fra start til slut. Til tider lidt varmt og der var mange der led under de forhold de sidste par timer.

For at nå de 75 km. skulle jeg løbe i tempo 4,48 i samtlige 6 timer. Havde sat uret på 4,48 og kunne følge med undervejs om jeg var foran eller bagefter planen. Løb dog lidt for hurtigt i starten og oparbejdede et forspring på 2-3 minutter efter den første time. Det lyder ikke af meget men det kan godt være forskellen på succes og fiasko senere hen, hvis man har løbet blot 10 sek. for hurtig pr. km. Følte dog at det gik fint og jeg løb helt mit eget løb. Selvom der hurtigt var 3 løbere der var gået i udbrud. Foruden målet om at løbe 75 km. var målet selvfølgelig også at forsvare sidste års første plads. Men jeg vurderede at de 2 af dem ville gå kolde senere i løbet og derfor ikke udgjorde en trussel.

Efter 2 timer var forspring øget til omkring 5 minutter og jeg begyndte at regne på hvad tempo jeg skulle løbe de sidste 3-4 timer i for stadigvæk at komme på 75 km. Dejligt med en buffer og tanken om at jeg "bare" skulle løbe tempo 5 gjorde mig glad. Efter 3 timer var de 39 km. i hus og det første marathon var snart løbet. Nu var jeg halvvejs og så er det bare hjem herefter.

MEN... så indtraf krisen og motivationen forsvandt. Begyndte at holde pause i depotet og følte at jeg var ved at gå sukkerkold. Prøvede at fylde sukker på depoterne. Slik og chips i små doser tilsat cola. Krisen varede ca. en times tid og langsomt men sikkert forsvandt min buffer. Tanken om at stoppe efter 60 km. begyndte at indfinde sig. Undskyldninger var der nok. Jeg skulle jo også spare mig, havde først et delmål på de 60 km., kunne heller ikke vinde fordi forreste løber var alt for stærk på dagen, ondt i maven, Simon var også stoppet, måske jeg lige kunne finde en skade som prikken over i´et. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Det ville være det nemmeste i verden bare at sige tak for idag.

Uret havde passeret de fire timer og jeg lå nummer tre. Sidste års sølvvinder var gået kold og på trods af min krise havde jeg alligevel overhalet ham med en omgang. Nu blev jeg alligevel lidt stædig. Nummer 2 blev ved med at overhale mig efter hver runde. Han valgte at gå i depot på hver omgang, og efterfølgende spurte op forbi mig igen. Den taktik er selvmord på et 6 timers løb! Jeg brugte en livlinie og tog musik i ørene efter 4 timer. Det gav et boost og pludselig havde jeg fundet ny energi. Fik stabiliseret tempoet på omkring 5,00 og fik et godt flow igen. Kunne ikke se nummer 2 i lang tid og vidste herfra at det ville blive en lang sej kamp hvor viljen ville blive afgørende.

Ruten er på trods den korte længde rigtig god. Der løbes i en park hvor vi kommer omkring en sø hver gang og rundt ad nogle små stisystemer hvor man har mulighed for at se de andre løbere længere fremme. Efter lidt tid kunne jeg skimte nummer 2 og kunne se at afstanden blev kortere og kortere. YES... nu skulle han spises. I løbet af et par runder fik jeg ham hentet og mit tempo var blevet skruet i vejret igen og jeg var pludselig godt løbende. 2. pladsen var hjemme og i løbet af de sidste 90 minutter fik jeg ham overhalet 3 gange. Desværre var 1. pladsen for langt væk. Men vigtigst af alt så fik jeg sluttet rigtig godt af og presset mig selv de sidste 2 timer.

Total kom jeg på 73,499 km. - samme resultat som sidste år. Desværre manglede der 1½ runde for at målet var nået. Løbet blev iøvrigt vundet på 75 km. hvilket var endnu mere ærgerlig :-( Konklusionen efterfølgende er selvfølgelig at målet ikke blev nået - hverken de 75 km. eller 1. pladsen. Men jeg er trods alt tilfreds alligevel. Fik en god lang træningstur og beviste samtidig at jeg trods en krise formåede at komme tilbage og slutte godt af. Set i bakspejlet skulle jeg nok ikke have løbet 2 marathons weekenden forinden samt en træningsur dagen før på 22 km. og samtidig løbe efter PR på 6 timer. Er sikker på med den rette optakt kan jeg godt komme på 75 km. næste år.

Navn
6 timer Aalborg
Sport
Løb
Starttid
26-08-2012 10:00
Distance
72.58 km
Varighed
6t:00m:38s
Gns. hastighed
4:58 min/km
Max. hastighed
3:22 min/km
Kalorier
5500 kcal

23 august, 2012

Bakketræning og Østerskovløbet

Nu er jeg over halvvejs i træningen fremmod Jungle Marathon, og inden længe kan jeg begynde at tælle
dagene til afgang. Status er, at jeg har haft en rigtig god træning op til løbet, og føler at formen er bedre end da jeg var i Marokko. Har ikke trænet på samme måde som sidst, hvor det var mange kilomter der var det afgørende. Men istedet fokuseret lidt mere på terræn og taktik. En god blanding af langsomme marathonløb samt et par hurtige. Et par dobbelte marathon samt en enkelt tripple er det blevet til. Alle med stor succes.

Desværre er det ikke blevet til det ønskede antal timer i motionscentret samt spinning. Istedet har jeg lavet en del coreøvelser samt MTB og landevejscykling ved siden af. Coreøvelserne har været med til at styrke kropsholdningen samt området omkring lænden. Et område hvor jeg tidligere har haft ømhed når jeg har løbet mange af de lange ture, men som jeg ikke mærker noget til længere. Cyklingen har været et godt afbræk i løbetræningen og samtidig forbedret løbeøkonomien. Det er trænet en del interval på cykel.
Ugens mål bliver 6 timers løbet på søndag i Aalborg. Taktikken hertil er endnu ikke på plads, da jeg skal have familiekalenderen til at gå op. Målet hedder 60 km. med babyjogger de første 2 timer og med løbetaske de sidste 4 timer. MEN... såfremt jeg ikke har babyjoggeren med hedder det fuld gas fra starten. Tempo 4,45 og samlet 75 km. hvis alt går vel. Optimistisk... ja! Har lavet en alliance med Persson, der har lovet at trække mig rundt i 6 timer, hvis jeg kan følge med ham. Han er rigtig godt løbende for tiden, og der er store forventinger til ham - ikke kun på søndag men også til Mors 100M.

Østerskov løbet Hobro

Ugen er blevet brugt til bakketræning samt fartleg onsdag og torsdag var det debut til Østerskov løbet i Hobro. Havde en drøm om at komme i mål under 40 minutter på de 10,5 km. Ruten var rimelig kuperet og skulle gennemløbes to gange. Lige inden starten blev skudt igang gik mit ur tør for strøm. Typisk - og til stor frustration de første par kilometer. Bent Stougaard og jeg fulgtes ad de første 4 kilometer og herefter måtte jeg slippe ham. Han er rigtig godt løbende og vandt også fotjent løbet. Jeg prøvede at holde tempo undervejs og havde faktisk et rigtig godt løb. Kunne måske godt have givet den lidt mere på den sidste runde - men det er altid nemt at sige bagefter. Kom i mål på 39,53 og er rigtig tilfreds med tiden. Tempo 3,48 og ny PR på 10 km.

Løbskalenderen fremmod Jungle Marathon:
      • 26/8   Aalborg 6 timer
      • 29/8   DHL Aalborg (2 x 5km.)
      • 30/8   Vodskov (10 km)
      • 5/9     Kimbreløbet Aars (10 km)
      • 6/9     Hadsund løbet (10 km)
      • 12/9   Hornum (10 km)
      • 16/9   Viborg city Marathon
      • 23/9   HC. Andersen Marathon
      • 30/9   Fjorden Rundt 56 km. - 2 mands hold
Har valgt at deltage i en del byfestløb op til løbet. Det er god træning og distancen er ofte på omkring 10 km. og er derfor en god tempotur hvor jeg bliver presset. 3 lange ture tilbage - Aalborg, Viborg og Odense. Det bliver dejligt at holde weekend uden at skulle løbe marathon. Den daglige træning består stadig af trailture på MTB ruterne i Rold Skov.

19 august, 2012

Rubjerg Knude, sandkage og glemte sko...


SUPER løb!

Der skulle findes nogle skjulte ressourcer frem, for overhovedet at komme afsted til marahton nummer 2 denne weekend. Var træt og uoplagt efter lørdagens marahton i Farsø. Varmen havde tappet mig for energi og jeg var stadig ikke helt på toppen søndag morgen. MEN... vidste godt at det ville være en god træning med en dobbelt marathon. Et hurtigt kig på startlisten afslørede også en masse gode løbekammerater og det gav lidt motivation!

Havde en skjult dagorden om en sluttid på 3,30 (tempo 5), men var i tvivl om hvorvidt jeg havde ben og hoved til det. Efter et par langsomme kilometer på grund af smalle stier fandt jeg et godt flow og løb lang tid i tempo 5. Havde selskab af Martin Thomsen og en sort labrador samt dennes ejer. Han løb også marathon og hunden fulgte os hele vejen fra omkring 10 km. Temperaturen lå på omkring 20 grader og der var overskyet - ØV! Mange ville sikkert mene, at det var helt perfekt løbevejr, hvorimod jeg gerne ville have trænet i høje temperaturer. Havde idag valgt igen at løbe med en flaske med High5 Zero samt 3 gels.

De første 21 km. var på asfalt og enkelt grusveje og ikke vild ophidsende. Desværre var der lidt tåget og turen ved Børglum Kloster gav ikke anledning til sightseeing. Var god til at holde tempo på den første halvdel og kun afbrudt af få hurtige km. Rundede i 1,46-1,47. Herefter steg humøret til uanede højder. Ikke på grund af hverken tempo eller placering, men fordi vi løb i noget FANTASTISK natur. Inde ved fyret løb vi i nogle fantastisk sanddunes og det bragte straks tankerne tilbage til Marathon des Sables. Jeg troede slet ikke vi havde sådan et terræn i DK, og vi måtte da også stoppe op på toppen og nyde udsigten. Grønt og frodigt så langt øjet rakte til den ene side og vesterhavet på den anden, og lige i midten hvor vi stod masser af sand og dunes. DET VAR VILDT FEDT! Tempoet faldt en del på denne strækning.

Herefter fulgte et langt stykke langs stranden med igen en fantastisk udsigt. Små singletracks i klitterne og tempoet steg igen. Vi ramte ½ marathon ruten og uret viste 10 km. tilbage. Jeg var åbenbart ikke den eneste der havde en skjult dagsorden?!?! For pludselig begyndt Martin at sætte tempo og vi indhentede 3 løbere i løbet af kort tid. Vi lå nummer 4 og 5 og det gav Martin uanede kræfter. Jeg havde svært ved at hænge på og lå 50-100 meter bag ham flere gange. Fik dog lukket hullet alle gange og med 3 km. igen løb han tør for kræfter og jeg satte en slutspurt ind. Havde en god afslutning og løb de sidset 10 km. med et snit på 4,40.

En rigtig god tur og bagefter var jeg glad for at jeg tog afsted. Super løb i flotte omgivelser. Fantastisk udsig fra toppen og for første gang fik jeg serveret sandkage til et marathon! En ting som løbet vil blive husket for er, at Hanne blev TV stjerne på den lokale TV2Nord. En anden ting som løbet også blev kendt for, men som nok specielt én person ønsker at glemme hurtigst muligt, var at man skal huske LØBEsko. Selvom terrænet lover sand, sand og mere sand så er SANDaler ikke det bedste at løbe i. Men til trods for valget af forkert fodtøj, så havde vedkomne et PERfekt ½ marathon.


18 august, 2012

Vesthimmerland Marathon... DKs varmeste!

Som HH beskrev turen til Farsø... en sommerdag i Helvede!

Det var 3. gang jeg skulle løbe Vesthimmerland Marathon. Første gang var på den halve distance og forrige gang var det ALLE 42195 meter der skulle prøves kræfter med. Løbet er et lille hyggeligt løb hvor ½ marathon ruten skal gennemløbes to gange. Starten går kl. 1000 (hmm... HH???) fra torvet i Farsø og slutter ved hallen.

Det meste af ruten foregår på asfalt og to gange kommer vi igennem Uhrhøj plantage (ca. 15 km.) Derefter ned til hallen og ud igen - fordelen ved vendepunktet er at man møder løberne igen. Det var et meget begrænset startfelt til dette års udgave - 12 løbere gennemførte.

Allerede da løbet bliver skudt igang, er der en løber der går i udbrud. Jeg vælger at ligge mig i gruppen lige bagved og efter et par kilometer, kan vi ikke se den forreste løber længere. Jeg forvekslede ruten med Uhrskov Marahton og de lange stræk med asfalt kom noget bag på mig. Til Uhrskov løber vi det meste af ruten i skoven, og kun afbrudt at lidt asfalt ved start og mål. Tiden var ikke vigtig idag, og jeg valgte at løbe taktisk undervejs.
Lå i anden række og fulgte tempoet og sparede lidt kræfter. Efter 3 km. er der en mere der vælger at sætte tempo, men jeg vælger, at blive hvor jeg var. Synes faktisk det var en meget sjov leg og en spændende udfordring med, at blive bag en løber og lade ham trække... ren Tour de France. Ved 5 km. ryger tempoet ned på en bakke og jeg vælger at løbe forbi ham. Sætter efter nummer 2 og får ham hurtigt hentet ved depotet. Vi følges lidt ad og snakker mens han styrer tempoet.
Da vi kommer ind i skoven er jeg på hjemmebane og sætter fart. På det lange lige stræk kunne jeg, se at forreste løber var 3-4 minutter foran. Tog en mellemtid på ham da han drejede fra og efter 3-4 minutter var jeg ved samme pejlemærke. Herefter kunne jeg ikke se ham i lang tid og jeg tænkte på hvor langt han ville være foran.
Håbede at jeg kunne nå at fange ham oppe ved hallen, så kunne jeg igen se hvor stor afstanden var. MEN... lige pludselig kunne jeg igen se ham inde i skoven. Jeg blev lidt overmodig og satte tempo på og ville fange ham inden hallen. Fik hurtigt kontakt og lå lige bagved ham. Han hørte musik og havde ikke opdaget mig. Først da han ved et tilfælde kigger tilbage og opdager mig får han et kæmpe sjok. Hej råber jeg og prøver at se frisk ud, selvom turen op til ham har kostet nogle kræfter. Hej siger kort og forsøger at sætte tempo - men jeg følger ham lige i hælene. Da vi når nogle bakker sætter jeg farten op og han må slippe.
Hold kæft det var sjovt... og min taktik lykkedes. Hvis løbet herefer havde været slut nu så havde det været perfekt. Desværre havde jeg ikke lige tænkt over at der stadig manglede 25 km.

Ved vendepunktet kunne jeg se at han var ca. 2 minutter bagefter og Mogens kom som nummer 3 ca. 8 minutter bagefter. Synes egentlig jeg havde tingene under kontrol. Men som tiden gik blev jeg mere og mere træt. Temperaturen sneg sig op på 28+ grader og jeg begyndte at fortryde, at jeg ikke havde taget gels eller salt med på turen. Begyndte at lide og måtte flere gange gå op ad bakkerne. For H... tænkte jeg og kiggede tilbage flere gange. Jeg har efterhånden oplevet mange gange at gå total kold på den sidste 1/3  og har endda også lagt navn til sådan en nedtur. Lasse Taagaard kalder det at lave en Johnny Wulff når man går kold - TAK Lasse :-(
Men der må have været nogle der holdt hånden over mig denne dag. Fordi som kilometrene sneglede sig af sted, og jeg kom tættere og tættere på mål, steg troen også på at jeg ville holde hele vejen. Første da jeg løb ind i Farsø og der manglede 1-2 km. var jeg sikker. Kunne dog se en løber der nærmede sig lige så langsomt. Var sikker på at det var ham som gik tidligt i udbrud som var ved at hente mig igen. Det ville slet ikke være til at bære hvis han skulle komme op igen. Gå løb gå løb og kig tilbage. Da jeg rundede sidste sving inden hallen fik den fuld gas og jeg fandt de sidste reserver frem. Det var ikke kønt og jeg kunne godt have ønsket en anden afslutning på løbet, men jeg kom først og det var det vigtigste. Det viste sig at være en ½ marathonløber der var lige bag mig og han besvimede desværre 500 meter før mål og måtte have hjælp af samaritterne. 14 minutter senere kom storMESTEREN i mål som nummer 2.

Rundede ½ marathon i 1,35 og sluttede i tiden 3,20. Mistede 10 minutter på den sidste 1/3 men heldigvis kostede det ikke placeringen. Varmen var en frygtelig modspiller denne dag og næsten alle led under dette. Dog undtagen HH som havde et perfekt løb. Løb som den eneste negativ split og kom i mål sommer nummer 4 i tiden 3,46 - STORT TILLYKKE!

Efter løbet er der fælles spisning i teltet og de obligatoriske 2 flasker vin samt en løbetaske skulle fordeles. SUPER løb i Farsø og jeg kunne fortælle i timevis om taktik, ruten, modløberne, præmieoverrækkelsen osv. osv. men bliver nok nødt til at stoppe nu ;-) Jeg havde en god dag, selvom den var både fysisk og mental hård. Var lidt medtaget på turen hjem fra Farsø og ikke helt på toppen om aftenen.

Navn
Vesthimmerland Marathon
Sport
Løb
Starttid
18-08-2012 10:00
Distance
42.20 km
Varighed
3t:20m:28s
Gns. hastighed
4:45 min/km
Max. hastighed
2:56 min/km
Kalorier
3166 kcal

17 august, 2012

Aflysning igen igen...

Skal gøre det kort!

Første delmål i planen fremmod Jungle Marathon var Hammer Trail. Denne tur blev ikke til noget da Cimber Sterling gik konkurs og de indkøbte billetter (kr. 2.500,-) gik tabt. Øv øv... og jeg ramt bunden rent mental. Havde svært ved at sætte mig op til et nyt delmål som lå langt ude i fremtiden.

Næste delmål var Nordvest 100 km. Her måtte arrangøreren aflyse på grund af dødsfald i den nærmeste familien. En rigtig træls situation og jeg kondolere mange gange. En situation som man selvfølgelig ikke kan forudse, men ikke desto mindre en streg i regningen. Jeg havde glædet mig rigtig meget til netop det løb og det var det sidste delmål fremmod Junglen.

Nu bliver den sidste lange tur Aalborg 6 timer på søndag. Her har jeg gode minder fra sidste år, men forventningen om +70 igen i år er ikke eksisterende. Satser på 60 km. og stopper når jeg når dertil. Vil løbe turen med rygsæk - og bestiller to tasker hjem mandag, så de er klar til weekenden.


Taskerne er begge fra OMM og den blå er på 20l. hvorimod den gule er på 25l. Håber at jeg kan have ALT udstyret i den blå.

Som erstatning for den aflyste tur til Nordvest har jeg planlagt at løbe Vesthimmerland Marathon lørdag og Rubjerg Knude søndag.

Ugens tal 50

11 august, 2012

Hjerl Hede


Flot rute, høj solskin og godt selskab. Tre faktorer der normalt kan få omdrejningstælleren helt op i det røde felt, men forventningens glæde oversteg klart selv oplevelsen.

Havde set meget frem til dette løb da ruten var meget varieret og bød på noget af DKs aller smukkeste natur. Små singletracks omkring et par store søer, små bakker hist og pist og løb på små broer i vådområder. Det var helt vildt og tiden fløj afsted mens vi hyggede os i et pænt tempo (4,50).

Løb i gruppen med Jesper Hahn, Kim Jensen samt en 3. mand (Bo tror jeg han hed) og der blev gået til den på de små stier. Jeg havde et fint overskud og valgt halvvejs at sætte tempoet op. Fik derfor lagt lidt afstand til de 3 andre som også blev spredt lidt efter. Måske det var derfor at vi/jeg overså en rutemarkering efter små 25 km og efter 27 km. var jeg pludselig tilbage i målområdet. Jeg havde forventet at der skulle løbes en sløjfe på de sidste 15. km. før jeg var i mål, men der opstod en masse kaos og de frivillige hjælpere kunne ikke sige hvad der var sket. Nogle troede jeg var færdig (sluttid 2,06 og ny DKs rekord???) andre forsøgte at finde frem til hvor det var gået galt og en tredie ville tage min chip. REN PANIK! Jeg var rigtig træt af situationen og en stensikker 1. plads blev forvandlet til et mareridt. Efter 4 minutter kom Jesper og Bo i mål og de forstod heller ikke helt forvirringen til at starte med. Vi besluttede efter en kort snak med løbsdirektøren at starte forfra og løbe 7,5 km. ud og vende og løbe 7,5 km. hjem igen og dermed nå op på 42,195 meter (ca.). Efter 3 km. mødte vi Kim Jensen igen, han var også løbet forkert og havde været uden depot i 10 km.

Gassen var gået af ballonen og jeg havde svært ved at finde motivationen til at fortsætte. Ville heller ikke have en DNF på resultatlisten så der var ikke andre muligheder. De sidste 15 km. var rigtige hårde og humøret var på 0-punktet. Løb samlet i mål i tiden 3,33 og stadig som de første. Oplevelsen var bare ikke den samme og det viste sig også at det var det mest udfordrende og sejeste af ruten vi var blevet snydt for. Øv øv...! Det skal dog siges til vores forsvar at den omdiskuterede pil ikke var at finde, og vi derfor var kommet ind på en af de andre distancer og altså i mål laaangt før tid.

Navn
Hjerl Hede Marathon
Sport
Løb
Starttid
11-08-2012 10:30
Distance
42.59 km
Varighed
3t:33m:41s
Gns. hastighed
5:01 min/km
Max. hastighed
2:37 min/km
Kalorier
3191 kcal

Alt i alt en rigtig dårlig oplevelse og jeg synes ikke at pris og kvalitet følges ad til Hjerl Hede marathon. Deltagergebyret var kr. 225,- og der var hverken trøje, medalje eller diplom efter løbet. Ambitioner var store og det med god grund eftersom de har noget fantastisk natur at vise frem. Desværre var logistikken omkring løbet ikke fulgt med ambitionsniveauet.

Jeg ønsker dem alt mulig held og lykke fremover og jeg vil selvfølgelig støtte op omkring løbet næste år og deltage igen. Jeg mangler stadig de sidste 15 km. Tak til gruppen for at holde humøret højt trods en del "modvind" undervejs. Det er fantastisk at løbe med Jesper Hahn som er et kæmpe forbillede for os andre løbere... hans gode humør og altid positive indstilling smitter.


09 august, 2012

MTB ruten Rold Skov

En rigtig god træningstur i Rold Skov. Løb den blå MTB rute på 24 km. med taske. Havde udsat løbeturen med taske i lang tid, og nu skulle det endelig være. Havde en pose kartofler, håndklæde og 0,75 liter vand i tasken og en samlet vægt på ca. 5 kg. Efter 5 km. kom jeg til St. Økssø og for at gøre turen så realistisk som muligt, valgte jeg at gå 300 meter i vandkanten. Vandet stod til op over knæene og skoene blev gennemblødt. Ny udfordring her var at undgå at falde i grene og træer som lå på bunden af søen, men som jeg ikke kunne se. Super sjov udfordring men til stor undren for de folk jeg mødte ved søen.
Havde en god tur på omkring 2½ time og fik gennemført den første træningstur med taske. Det gik bedre end forventet selvom jeg midtvejs fik lidt ondt i skuldrene - men det gik hurtigt over igen. Fik også konstateret at jeg ikke skal løbe med Salomon tasken i junglen. Den sidder ikke godt og jeg har svært ved at spænde den ordentlig ind. Tasken gnaver mod lænden når jeg løber, forbi der sidder en stor syning i bunden af tasken. Istedet skal jeg prøve Inov-8 Race Elite 25l. som jeg har fået lov til at låne af Kitt som brugte den til MDS 2012. Den er meget let og det er bestemt at foretrække. En anden mulighed kunne være OMM Adventure Light 20l. Men er bange for at den bliver for lille - den ser ellers rigtig hurtig ud ;-)

Ugen tal 60
Motivationen har været lidt nedadgående denne uge og jeg har haft svært ved at komme afsted. Glæder mig til næste delmål - Nordvest 100. Har en forventning om at jeg kan klare den på under 10 timer. Det er vildt der er under 2 mdr. til turen går til Brasilien. Lidt hurtig hovedregning fortæller at det tager ca. 25 timer at komme fra Kbh. til Santarem hvor vi skal mødes den 4. oktober. Det er mere end dobbelt så lang tid som til Beijing. Sidste rate er betalt og jeg har fået en godkendelse fra Shirley som er løbsdirektør. No way back!

06 august, 2012

Blokhus Marathon

For 4. gang skulle der løbes Blokhus Marathon. Mit første møde med Blokhus var på den halve distance og de sidste tre år har det været som fartholder på marathon distancen.

storMESTEREN og vandbæren i grp. 3,30
Igen i år var det i gruppe 3,30 jeg skulle løbe, men denne gang med storMESTEREN som makker. Sidste år var der en voldsom modvind på stranden og det betød at mine  kræfter slag op på den sidste runde og jeg tabte 7 minutter. Kom for sent i mål og har måtte lægge øre til en del drillerier siden da... den plet skulle gerne viskes væk i år. Jeg havde derfor store forventninger til storMESTEREN.

Dagene op til døjede jeg med ømhed i venstre side af skinnebenet. En skade der opstod da jeg var ude og træne cross. Vrikkede om på foden og kunne mærke da den blev kold, at det havde sat sig over venstre ankel. En hurtig behandling med Voltaren havde dog en positiv effekt, og jeg mærkede ikke noget til den hverken i Hjallerup eller Blokhus. Idag mandag efter dagens tur på 24 timers MTB ruten er ømheden helt væk igen.

Er fit for fight og formen er ved at være rigtig god. Har nogle gange lidt svært ved at komme afsted på dagens træningstur. Tænker ofte at en hviledag vil være på sin plads og ikke mindst være velfortjent. Men hvis jeg samtidig skal opfylde målsætningen ved jeg også at det er VIGTIGT at komme afsted hver dag. Mange af turene har ofte være rest./hyggeture hvor kilometerne var det vigtigste. Men Kim Jensen inspirerede mig meget på vores tur til Swiss Alpine. Han løber knap så mange kilometer om ugen men følger istedet Jack Daniels running formular - se link fra løbesiden her. Det program vil jeg benytte næste gang målet hedder en hurtig marathontid, indtil da vil jeg bare benytte mig at nogle hurtige træningsture.

Traditionen tro var der igen fantastisk vejr i Blokhus. Ruten var den samme som sidste år hvor halvmarathonruten skulle gennemløbes 2 gange. En fantastisk rute som jeg ALTID glæder mig til at prøve kræfter med. Først lidt sommerhusområde med asfalt, bakker og grusvej - her bliver vi varmet op. Dernæst et stykke i klitterne med små singletracks og bakker hist og pist - her kan der gives lidt gas og tiden flyver afsted. Dernæst et langt og kedeligt transportstykke med asfalt ned til stranden - her bliver den sat på autopilot. De sidste 5 km. ind til mål er langs stranden - et lige stykke så langt øjet rækker, men med masser af tilskuere og liv. Så er vi tilbage i Blokhus igen og vi bliver båret frem af tilskuerne helt nede fra stranden og ind på torvet.

Det blev et meget stabilt løb i 3,30 gruppen og vi løb i mål i tiden 3,29,26. Havde undervejs en gruppe på 6 mand, men nogle faldt fra undervejs og vi endte med at have 2 mand med i mål. Igen var væskeindtaget 1 liter vand med 2 High5 Zero tab. samt 2 gels. Dertil lidt vand på de sidste 3 depoter. Havde et perfekt løb med masser af energi. Ingen ømme ben efter løbet og et stort mentalt overskud. Er rigtig positiv efter ugens 2 lange løb og har fundet en god rytme hvad angår træning, kost og hvile.

Navn
Blokhus Marathon
Sport
Løb
Starttid
05-08-2012 09:30
Distance
42.27 km
Varighed
3t:29m:26s
Gns. hastighed
4:57 min/km
Max. hastighed
3:59 min/km
Kalorier
3207 kcal

Super rute, masser af opbakning undervejs, gode depoter, glade hjælpere og super stemning lige fra man ankommer til Blokhus. Kan varmt anbefale Blokhus marathon... vi ses helt sikkert næste år igen.
 
Julemanden
STORT tillykke med 1. pladsen Martin ...
du er en inspiration for os andre motionister.
Jeg har store forventninger til Peter og dig til Transalpine Run og her lidt inspiration inden starten... klik her!

04 august, 2012

Debut på den halve distance til Mille

Hjallerup Marathon med Hanne og Peter i spidsen havde kaldt til hyggeløb fredag den 3. august.

Det er ALTID noget helt specielt at komme til Hjalleurp og løbe. Der er en dejlig uformel og hyggelig stemning i Hjallerup og folk er glade og forventningsfulde allerede fra de ankommer til skolen. Der kan løbes hel, halv eller hvad man har lyst til og som afslutning er der fælles spisning. Farmors hjemmebagte kringle og et depot der bugner af søde sager med slik, chips, cola, kakao mm. Det er stærkt vanedannende at løbe i Hjallerup, og samtidig har jeg mulighed for at tage familien med. Kan varmt anbefale løbet!

Jeg havde i dagens anledning valgt at løbe halvmarahton og fik følgeskab af Mille og babyjoggeren. Det var Milles første halvmarathon, og jeg er sikker på der er flere i vente. Startede stille og roligt ud bagerst i feltet og fik tændt musikken som vi plejer på hjemmebanen. En rigtig god tur hvor jeg fik trænet lidt fart. Havde en drøm om at løbe turen i tempo 4,15 med en sluttid på omkring 1,30. MEN... kunne godt se med de mange sving og 3 gange grusvej på hver runde (6 i alt) ville den sluttid ikke holde. Havde valgt at løbe uden ur, og istedet bruge tlf. som tidstager. Det betød at jeg ikke kunne følge med undervejs i hvor lang tid jeg havde været igang.

Kom i mål i tiden 1,33 (tempo 4,25) og var overrasket over tiden. Havde undervejs regnet med en sluttid omkring 1,35-1,40. Forholdsvis stabilt tempo hele vejen, dog var den første kilometer langsom 5,35 og ca. halvvejs da jeg gik i depot. Så alt i alt tilfreds med dagens tur. Grunden til at jeg valgte halvmarathon var netop fordi søndag står den på Blokhus Marathon, hvor jeg skal være fartholder i gruppe 3,30. Vil være sikker på at være frisk hertil. Sætter min lid til storMESTEREN som også skal løbe i den gruppe.

Døjede med lidt ømhed på ydersiden af venstre skinneben. Lige over venstre ankel. Det er opstået efter trailturen i onsdags, og jeg kunne mærke det hele fredagen op til starten. Fik smurt det godt ind i Voltaren og det hjalp. Mærkede ikke noget til skaden undervejs. Idag lørdag kan jeg dog stadig mærke ømhed. Håber en hviledag hjælper og at jeg ikke mærker noget til det imorgen.