22 juli, 2012

Det Hammer Hammer fedt...

Sidste etape af ugens 3 marathonløb skulle afvikles i Hammer Bakker ved Vodskov.

Taktikken ved de to første var 10 km. løb og 1 km. gang, og det fungerede rigtig godt. Denne gang ville jeg ligge dobbelt så mange pauser ind, og samtidig løbe lidt hurtigere. Stadig med målet om en sluttid på omkring 4 timer. Lidt hurtig hovedregning sagde at løbepassene skulle gennemføres i tempo 5,15 og så var der plads til 6 gåpauser i tempo 8,10. Der blev holdt pause for hver 5. km.

Der skulle arbejdes lidt hårdere for det denne gang. Pulsen var højere - hvilket skyldes følgende faktorer: 3. marathon på en uge, masser af bakker (700 hm), blødt underlag (sand enkelte steder) og til sidst et højere tempo. Jeg vil derfor foretrække taktikken fra de to andre dage med kun 3 pauser undervejs. De mange bakker gjorde også at det var svært at holde et naturligt flow undervejs. Hvad jeg mistede af tempo op ad bakke, det indhentede jeg til gengæld ned ad bakke og tiderne svingede ofte et minut pr. kilometer.

Havde valgt at lade rygsækken blive hjemme denne dag. Istedet løb jeg igen med en flaske i hånden med High5 Zero som jeg skiftede halvvejs samt 3 gels som blev indtaget ved km. 11 - 23 - 35. Det var lidt sent jeg indtog den sidste gel, men fulgte taktikken og havde egentlig ikke brug for den tidligere. Der blev drukket en liter vand og det passede mig fint. Tror ikke jeg behøver så meget væske samt energi, som jeg har været vant til at indtage tidligere. Har det bedre med dagens indtag af væske og energi, og det er endda på en dag hvor der var varmt.

Turen rundt i Hammer Bakker var en fantastisk oplevelse - som Haugaard engang sang: Det er hammer hammer fedt. Tænkte på den sang undervejs og det beskrev egentlig meget godt mit humør på dagen. Var fuld af overskud og glæde over at Peter og Hanne gider arrangere sådan et løb for alle os motionister. På trods af natarbejde og deraf lidt søvn, sætter de alligevel rute op, sørger for depot, medaljer, diplom og efterfølgende laver bål og pølser med kartoffelsalat. Det er HYGGE - tak for det. Ruten var lige efter min smag. Masser af bakker, blødt underlag, smuk natur, 13 runder, godt selskab og fantastisk vejr. Jeg glæder mig allerede til næste gang hvor vi skal løbe i Hammer Bakker.

Ugens tal 70


Ingen kommentarer:

Send en kommentar