Forventningens glæde var stor, og jeg havde taget tilløb til dette marathon igennem længere tid. Marathon på den kinesiske mur er noget man normalt kun drømmer om og når muligheden endelig opstår er det med at slå til. Min søster og børnene bor i Beijing i forbindelse med hendes mands arbejde og vi kunne kombinere marathon med en familieferie. 12 dages ferie med et lille hyggemarthon indlagt undervejs. Et marathon er jo stadig bare 42195 meter uanset hvor i verden du løber... men jeg blev klogere.
Efter et par dage hvor nat og dag var blevet vendt op og ned - dog mest for Mille, var det ikke blevet til mere end 4-5 timers søvn i døgnet. Jetlag er svært at slippe af med når man kun er 7 mdr. Vi ankom til Beijing onsdag formiddag og blev hentet i lufthavnen af min søster og deres chauffør. Vejret var fantastisk og solen skinnede fra en skyfri himmel - 30 grader! Efter et par dage med familiehygge blev der hentet startnummer fredag formiddag og jeg begyndt så småt at lade mentalt op til mødet med muren. Taktikken var klar og der skulle løbes socialt og samtidig skulle der tages en masse billeder for at få en masse minder med herfra. Marathon på muren er ikke et løb hvor der bliver sat rekorder og en løber man under 4 timer er en top 10 placering inden for rækkevidde. MEN... det var ikke aktuelt for mig.
Lørdag morgen ringede vækkeuret kl. 0300 og jeg havde tre kvarter til at gøre mig klar. Havde på forhånd aftalt at skulle køre med nogle danskere der er bosat i Beijing. Der er 110 km. ind til Huangyaguan hvor start og målområdet er placeret og køreturen tog omkring 2 timer. Et hurtig bad, 3 stykker brød med nutella og lidt energidrik. Løbetøj med startnummeret 226 og sko blev mont. og turen kunne begynde. Da vi ankom til startområdet var temp. faldet en del og der var faktisk koldt at gå og vente halvanden time til starten gik. En varm trøje samt lidt at spise inden starten havde været dejligt.
Lige inden starten blev tasken afleveret og jeg gik op mod startboks 1. Var lidt nervøs for om jeg havde fået nok at spise inden starten. Kunne se på mange af de andre deltagere i boksen af de havde masser af energi med. Det havde jeg ikke... øv øv! Havde spist 3 salttab. aftenen før og 3 igen inden jeg afleverede tasken. Satte min lid til at der måtte være noget energi i depoterne undervejs. Kiggede lidt rundt for at se konkurrenterne lidt an - der var et par lynkinesere samt nogle hurtige europærere. MEN... det var jo spild af tid, fordi jeg skulle jo bare hygge mig. Kameraet var klar, uret ladet op og tlf. havde sat Endondo til at at dokumentere min tur på muren.
Pludselig inden jeg havde fået set mig om lød startskuddet og løbet var igang. De første 5 km. var op ad bakke indtil jeg mødte muren første gang. Allerede efter den første km. kunne jeg se at min taktik var smadret. Tiden sagde 4,12 og jeg lå i top 10 - Aaaargh. Det var ikke planen og jeg lavede hurtig en ny. Ville give den lidt gas op til muren og derefter sætte farten ned og nyde resten af turen. Havde ikke fået læst rutebeskrivelse ordentlig inden starten gik og havde en forventning om at vi skulle løbe 2 halvmarathons. Jeg besluttede derfor at holde lidt tempo på muren og vente med at tage billeder indtil jeg kom på sidste omgang. Der var vel også brug for lidt mere luft til den tid. Efter 3 km. med trapper af forskelllige højde samt dybde var det slut med muren for denne gang. Herefter kom der et langt stykke der strakte sig igennem små landsbyer, flotte landskaber, marker og et par BJERGE hist og pist. Løb i tempo 4,45 og snakkede med et par danskere undervejs og havde masser af overskud på trods af den massive varme. Sørgede samtidig for at drikke en masse undervejs. Væsken fik vi i plasticflasker ved depoterne. Der var kun vand i de første mange depoter og senere hen kom der lidt frugt samt energidrik. Spiste en banan undervejs med turde ikke drikke energidrik da jeg var bange for at vandet kom fra en vandhane. Man må nemlig ikke drikke vandet i Beijing - kun på flaske.
Rundede halvmarathon i 2,04 og det gik rigtig godt. Men kunne godt se at min forestilling om 2 halvmarathons ikke holdt stik. Det blev jeg rigtig irreteret over da jeg ikke fik taget billeder af de små landsbyer vi kom igennem undervejs. Fandt istedet kameraet frem og begyndte at indhente det forsømte. Jeg vidste vi havde en tur på muren til gode, så de billeder skulle jeg nok få taget. Begyndte også at lave lidt hovedregning på hvornår jeg ville være i mål, og en sluttid under de 4 timer ville ikke være umuligt. Måske en top 10 ville være en mulighed. Men jeg blev klogere.
Langsomt men sikkert begyndt mine depoter at blive tomme og jeg blev mere og mere træt. Prøvede hele tiden at drikke en halv liter vand for hvert depot og hælde noget koldt vand i håret for at blive kølet ned. Der var blevet varmt i løbet af formiddagen og jeg havde ikke set symptomerne komme. I takt med at jeg svedte mere og mere blev min saltbalance svækket og jeg kunne derfor ikke optage alt det vand jeg drak. Istedet lå det bare i maven og skulvpede. Jeg var nu helt tom for energi og der var stadig 12 km. tilbage af løbet. Jeg var presset og det var kommet som et lyn fra en klar himmel.
Da jeg ankom til målområdet stod uret på 34 km. og de første 8 km. skulle gennemløbes igen - bagfra. Med lidt held kunne jeg stadig nå at komme i mål på 4 1/2 time hvilket også ville være godkendt efter den krise jeg var kommet i. Men jeg blev klogere IGEN...
De første 3 km. var på muren. Her oplevede jeg de værste 3 km. nogensinde - ikke engang i MDS kan jeg huske at have været så presset. Min mave var slået fuldstændig i stykker og jeg havde ingen energi tilbage i kroppen. Forsøgte igen at drikke lidt mere og hælde resten ud i håret. Resultatet var desværre at jeg kastede det hele op igen. Gik 10 trappetrin op og måtte holde pause. Var svimmel og kunne næsten ikke få vejret. Var irreteret på mig selv. Hvorfor skulle jeg ødelægge denne oplevelse ved at løbe som en gal i starten og efterfølgende betale prisen her på falderebet. Var i tvivl om jeg nogensinde ville komme igennem det her løb. Men omvendt - hvordan skulle jeg komme ned herfra?!?! Satte mig på et trappetrin og fik pulsen ned. Uret viste 25 min på den sidste km. Var frustreret og syntes at tiden fløj afsted. Slaget var tabt. Drømmene brast. Den gode tid samt en topplacering var ikke længere indenfor rækkevidde. HVORFOR? Hvorfor er jeg så ufattelig dårlig til at holde en aftale. Jeg skulle hygge mig og nyde turen på den kinesiske mur. Istedet sidder jeg her og er fuldstændig smadret. Folk kom kravlende på alle fire forbi mig. Men de kom trods alt fremad - det var mere end jeg kunne overkomme. Rejste mig og tog 10 trin ad gangen. Var skuffet over mig selv. Havde set frem til at løbe over målstregen og blive lykkeønsket af hele familien. Min far, min. søster og hendes familie samt Line og Mille.
Alt har jo ende og det havde muren også. Efter de 3 km. kom porten som jeg havde glædet mig til at se og nu var der kun et lille nedløb på 5 km. og så var det slut. Udenfor porten stod der en lille pige og solgte Coca Cola - hun kom som sendt fra himlen. Jeg havde taget 100 kroner med i løbetasken inden starten og de kom til sin ret nu. Jeg ville have givet hvad som helst for den cola, og hun var helt forlegen over at skulle tage 10 kroner for den. Hun havde reddet mig, og jeg var lykkelig selvom den var varm og halvdoven. Jeg kiggede igen på klokken og med lidt fart i benene kunne jeg stadig nå at komme under 5 timer. Målsætning blev automatisk just. hele tiden i takt med chancerne for overlevelse steg. Men selvom jeg sagde til benene at det gik ned ad og de skulle løbe, lystrede de ikke. Det blev istedet til delvis løb og gang - med hovedvægten lagt på gang.
Da jeg langt om længe løber over målstregen viser uret 5,04 og jeg bliver modtaget af hele familien som om jeg havde vundet løbet. Det var en fantastisk modtagelse og jeg var meget glad for at få hængt den flotte medalje om halsen. Vi fik taget de obligatoriske familiebilleder og efter et hurtigt bad gik turen tilbage til Beijing. Jeg var træt... meget træt. Havde ondt i hele kroppen. På turen hjem sad jeg og kiggede mellemtider og kunne se at jeg havde brugt over 1 1/2 time på de sidste 7 km. Men jeg var alligevel s... ligeglad - fordi jeg var kommet igennem. Jeg havde oplevet den største krise nogensinde undervejs - men jeg overlevede. Jeg fik verdens bedste modtagelse da jeg langt om længe kom i mål - ikke engang vinderen blev modtaget sådan. Tak til min fantastiske familie. Dejligt at dele sådanne oplevelser sammen med jer. Håber der kommer flere af disse i fremtiden.
Til sidst fik jeg også en masse lærerige oplevelser med i bagagen fra dette løb. Man kan ikke både blæse og have mel i munden samtidig. Nu fik jeg det at mærke på min egen krop, og det har givet mig nogle ting at tænke over. Vil nu bruge et par dage på at evaluere mit møde muren, og så komme med en konklusion. Én ting er sikkert... jeg holder løbefri hele ugen. Nu står den på ferie med famlien og løbeskoene bliver først fundet frem igen når jeg kommer hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar