Mandag var hviledag efter Slagteriløbet søndag. Var noget mere medtaget end normalt og havde ondt i benene to dage efter. Når jeg ser tilbage på løbet skyldes det nok de 6 timer på asfalt kombineret med letvægtssko - hvilket ikke altid er den bedste cocktail. Fremover vil jeg nok foretrække timeløb som det i Aalborg hvor man løber på grus eller blød underlag.
Går en travl uge i møde med arbejde og en skitur til Norge. Afgang fredag til Skiekampen og retur igen mandag morgen. Har derfor valgt at bruge ugen som en rest.uge og derfor lade kroppen komme til hægterne igen. Var ellers inde i en god rytme mht. træning og motivationen er stærkt opadgående. Men er sikker på at det kun har en positiv effekt med en rolig uge. Når jeg kommer hjem mandag bliver der skruet op for intensiteten igen frem mod Hammer Trail på Bornholm. Har besluttet at lave en træningsplan frem mod starten den 11. maj samt en målsætning - det glæder jeg mig til!
Tirsdag aften havde jeg valgt at tage en sen træningstur. Hammer Trail skal løbes om natten og for at vænne mig til tanken, havde jeg fundet rygsækken og pandelampen frem. Familien var gået i seng og da klokken havde passeret 23,15 tog jeg afsted. Tanken om at springe over og istedet gå i seng strejfede mig mange gange. Først kunne jeg ikke finde tasken - skal jeg lade være? Så var pandelampen væk - skal jeg springe over i aften? Så gik Line i seng - skal jeg gå med? Uha, der var 117 undskyldninger for ikke at tage afsted - men jeg overvandt dem alle.
Da jeg først var kommet afsted på de 13 km. var det en fantastisk sejr over den dårlige samvittighed. Oplevelsen og alle de indtryk man får under en løbetur om natten er noget specielt, og jeg havde en rigtig god tur. Det er svært at vurdere tempoet når man løber om natten. Jeg synes det er svært at holde et jævnt tempo og uret viste dog også bagefter at jeg løb noget usamhængende. Ruten gik ad små stier ud til St. Økssø. Omkring søen og derefter hjem igen - desværre trådte jeg over 2 gange på vejen derud. Men når en ankel først er varmet op mærker man ikke smerten... før dagen efter. Super med en rest. uge så den ikke bliver overbelastet. Løb i Salomon Fellcross og tror også det bliver valget til Hammer Trail. Selvom Asics DS Trainer også er inde i billedet. Letvægtssko mod trailsko - det bliver dagsformen der afgør det valg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar